Egeskov Slot – renæssance-borgen, der står på pæle i vand godt 25 kilometer syd for Odense – er et rigtigt eventyrslot fyldt med hemmeligheder og mystik.
Og fremover bliver det Nørgård Mikkelsen, der får til opgave at fortælle de eventyrlige historier, som skal får turisterne til at sætte kursen mod Egeskov.
Efter en bureaukonkurrence er det fynske bureau netop løbet med Egeskov Slots reklamebudget, og det er bureaudirektør Erik Laumand rigtig godt tilfreds med:
– Vi er stolte af at have vundet budgettet og glæder os meget til samarbejdet. Faktisk er vi allerede i gang. Egeskov er en femstjernet attraktion, som det er lykkedes for greve Michael Ahlefeldt-Laurvig-Bille og hans medarbejdere at gøre til et fyrtårn inden for fynsk turisme, siger han.
Wibroe, Duckert & Partners stod i en årrække for markedsføringen af slottet, men i den seneste tid har greve Michael Ahlefeldt-Laurvig-Bille og hans medarbejdere selv stået for markedsføringen.
I den periode er der blandt andet gennemført et større brand-studie, og nu er det så blevet tid til at koble et reklamebureau på igen for at fortælle de mange gode historier omkring slottet.
Historier en masse
Om den fremtidige kommunikation og det nye samarbejde siger Michael Ahlefeldt:
– Vi vil kommunikere, at Egeskov er meget mere end 10 forskellige museer. Blandt andet at slottet også er omdrejningspunkt for andre spændende oplevelser, for eksempel en vandretur i trætop-højde eller et kig ind i verdens største dukkehus, Titanias Palads. Vi vil selvfølgelig heller ikke glemme slotsparken. H.C. Andersen skrev allerede for små 200 år siden, at ”Haven er en af de største og skjønneste i Fyen”. Det passer stadigvæk.
Og Nørgård Mikkelsen kommer i hvert fald ikke til at mangle historier. For eksempel vil rygter vide, at nogen har hørt mærkelige lyde fra den udstillede paraderustning.
Og på slottets loft ligger der en lille træmand, om hvilken legenden siger, at slottet vil styrte i voldgraven julenat, hvis den flyttes.
– Der er så mange eventyrligt gode historier at fortælle, både om slottet og de tilknyttede museer og aktiviteter, så kunsten bliver at vælge, siger Erik Laumand.
Nørgård Mikkelsen skal stå for al markedsføringen for Egeskov, lige fra tv og annoncer til web og brochurer.
Erik Laumand ønsker ikke at afsløre budgettets størrelse, men kalder det dog ”et godt budget”.