På et pressemøde i formiddag afslørede Berlingske Media og PeopleGroup, at direktøren for deres fælles radiosatsning, 24Syv, bliver den tidligere tv-direktør hos DR og nuværende chef for Copenhagen Film Festival, Jørgen Ramskov.
Han sagde tilbage i 2004 sin stilling i DR op for i stedet at tiltræde en stilling som områdedirektør for produktion og udvikling af spillefilm og dokumentarfilm i Det Danske Filminstitut.
Jørgen Ramskov har derudover – bortset fra en kort periode – været i DR siden 1988. Her har han blandt andet været chef for udlandsredaktionen på Radioavisen, redaktionschef for Dokumentargruppen og Rapporten på DR-TV, programchef for DR 1 og projektchef for Det Europæiske Melodi Grand Prix, da DR holdt det i Parken i 2001.
I 2004 blev han produktions- og udviklingsdirektør ved Det Danske Filminstitut og i 2006 adm. dir. for filmproducenten Nimbus Film. Siden 2009 har han været leder af Copenhagen Film Festival.
Han fortæller til journalisten.dk, at formålet med 24Syv er at skabe en dynamisk radio, meget moderne, med en stærk nyhedsdækning og med skarpe holdninger, hvor meninger virkelig kan brydes.
Han understregede samtidig, at Radio 24syv kommer til at adskille sig fra de gængse nationale radiokanaler:
– Og så noget andet, som er meget vigtigt, og det er, at det skal være en radio med humor. Uden at sige for meget om andre radiokanaler, så er det ikke så udbredt. Og det skal være en af vores spidskompetencer, siger han til journalisten.dk.
Jørgen Ramskov har endnu ikke defineret særlige succeskriterier, men understreger, at Radio 24syv bliver en direkte konkurrent til P1, som han selv er en ivrig lytter af.
– Ambitionen er bestemt, at vi skal have en masse kernelyttere. Jeg er helt klar over, at det at gå op i mod DR’s mur af radiokanaler, er en udfordring. Men vi har en ambition om, at vi bliver en radio, man kommer til at tale om. Det bliver ikke en elitær radio, vi laver, siger Jørgen Ramskov til Journalisten.dk.