21. april er premiere-datoen for Danmarks første samlede uddannelse inden for Direct Marketing. På den dag starter de første deltagere på DM Skolens Modul 1 og dermed er den skole, som Direct Marketing Klubben under Dansk Markedsføringsforbund længe har drømt om – og arbejdet hårdt på at skabe – en realitet.
Med DM Skolen bærer Direct Marketing Klubben erfaringerne fra den række af kurser, man har kørt gennem de sidste par år under navnet Processen videre.
– Processen har kørt som en form for grundkursus. Det har den gjort med succes, men vi oplevede oftere og oftere, at deltagerne efterspurgte endnu mere viden. Vi er på den baggrund sikre på, at der er interesse for et længere uddannelsesforløb inden for området, siger Finn Thomsen formand for Direct Marketing Klubben, der har skelet lidt til Norge, hvor man igennem flere år har kørt en DM Skole i privat regi.
Målgruppen for DM Skolen er bredt set mennesker, der arbejder med Direct Marketing, men som aldrig har fået en struktureret indføring i disciplinen.
Uddannelsesforløbet er bygget op i 3 moduler, der tilsammen udgør den samlede uddannelse. Alle moduler er opbygget som en vekselvirkning mellem undervisning af erfarne lærerkræfter og deltagernes løsning af mindre cases, hvis formål det er hele tiden at resumere og opsamle det indlærte.
Modul 1 tager udganspunkt i Processen, hvor man har taget det bedste og suppleret med nye ting, der tilsammen udgør et fundament for uddannelsens videre forløb.
Over to dage indføres deltagerne på Modul 1 i de grundlæggende begreber og filosofier bag Direct Marketing. Første dag med fokus på selve begrebet, strategien og de medier, man arbejder med i Direct Marketing. Anden dag med fokus på DM-processen, værktøjerne, økonomien og lovgivningen. Modul 1 finder første gang sted den 21. og 22. april.
Modul 2 går i dybden med indlæg om målsætninger, organisationens involvering og ledelsens commitment, databasemarkedsføring og samspillet mellem DM og salgsstyrken,, segmenteringsmetoder, kundeværdianalyse, planlægning og evaluering. Modul 2 kører over tre dage, første gang til oktober.

MAN SKAL BESTå
Man har først “bestået“ DM Skolen, når man har deltaget i det afsluttende Modul 3. Her stilles de indlærte færdigheder på en prøve. Kursusdeltagerne får præsenteret en realistisk og omfangsrig case-story, der stiller krav om kendskab til og indsigt i de mange DM-faciliteter. Kursusdeltagerne skal på baggrund af præsentationen udarbejde en hovedopgave, som efterfølgende bliver bedømt af et lærerpanel samt repræsentanter for den branche, casen handler om. Som afslutning på Modul 3 modtager deltagerne DM Skolens Diplom, der dokumenterer, at man har deltaget i – og bestået – DM Skolens samlede uddannelse. Modul 3 og afgangsprøven løber over to dage og finder første gang sted i november måned.
– Det er tanken, at DM Skolen i fremtiden skal køre to gange om året med alle tre moduler, således at skolen “udklækker“ nye DM-eksperter både forår og efterår. Det er klubbens ambition, at DM Skolen bliver en institution, som er et stort plus, både for deltagerne og for branchen, siger Finn Thomsen.
Yderligere oplysninger om DM Skolen fås hos Dansk Markedsføringsforbund på tlf. 33 11 87 87.