Er man heldig, vinder man en køretur i en cutting-edge el-bil fra BMW.

Forudsætningen er tilmelding til konferencen ”Bæredygtig Bundlinje”, der afvikles den 13. marts på hotel Crowne Plaza Copenhagen Towers.

BMW’s Head of Products, Henrik Wenders, går på podiet og fortæller historien bag udviklingen af BMW i3, og det store perspektiv bag en ansvarligheds-strategi for en bilkoncern, der dybest set lever af at forurene.

Der er klart en balance mellem at leve af at udfordre kloden og så bidrage til en lydløs, kvik og knap så forurenende transportmulighed. BMW’s indsats er værd at bemærke i en verden, der faktisk ikke har rykket sig siden Toyota lancerede hybriden Prius i 1997.

Stifter af Goodvertising Agency, Thomas Kolster, der sammen med Børsen og Huset Markedsføring arrangerer konferencen, siger om dilemmaet:

– Det er synd og skam, at bæredygtighed er blevet taget til gidsel i en moralsk, puritansk værdikamp. Venstrefløjen har fået patent på ordet og har snerpet og bedrevidende belært os andre om den perfekte verden af Bondeknolden, anti-kapitalisme og delebiler tilsat Morten Korch idyl som energirigtigt drives af vingefanget fra Dybbøl Mølle.

– Lugten af økologisk urtete har fjernet fokus fra sagens kerne: Bæredygtig forandring handler om penge. Og kroner og ører er noget, som virksomhederne og forbrugerne kan forstå, siger Thomas Kolster.

På konferencen vil en stribe repræsentanter for større virksomheder drøfte muligheder og udfordringer. Blandt de store keynotes er Annette Stube fra Maersk, og Morten Albæk fra Vestas, der i kraft af bl.a. NGO’en Windmade og payoff’et ”Wind. It means the world to us” har positioneret Vestas i verdenstoppen.

– Vi har arbejdet målrettet for at realisere det store potentiale, som Vestas brandet har i kraft af, at vi er et af de stærkeste bæredygtighedsbrands i verden, siger Morten Albæk. Alene den position fik IBM til at indgå et partnerskab med Vestas, der ud af det samarbejde fik endnu mere omtale på både nye og mere modne markeder.

Morten Albæk udvikler de muligheder på konferencen den 13. marts.

Læs mere her og få en klækkelig rabat, hvis du er medlem af Huset Markedsføring.