E-mail-nyhedsbreve er trods det støvede image stadig et af de mest effektive marketingværktøjer, der findes.

Det er slået fast i utallige undersøgelser, en af de seneste er denne, og en af de få rene danske udbydere på området, MailPlatform, er nu gået nye veje.

Det sker ved at forære produktet gratis væk til non-profit organisationer.

– Vi gør det ved at stille MailPlatform gratis til rådighed for velgørenhed, og investere konsulenttimer i at hjælpe organisationerne godt i gang, fortæller Kim Østergaard, der er grundlægger af MailPlatform.

Indtil videre har bl.a. Unicef Danmark, Danmarks Lungeforening, Lions, DGI og Dansk Center for Torturofre takket ja til tilbuddet.

Kald mig bare skeptiker, men hvad får I ud af det?

– Det er ikke bare et smart marketingstunt. Selvfølgelig tænker vi langsigtet i, hvad det spreder af buzz i miljøet, men det er ikke hovedsagen, siger Kim Østergaard.

Han fortæller, at langt de fleste velgørende organisationer i dag sender nyhedsbreve ud, og de får lov til at betale penge for det hos MailPlatforms konkurrenter.

– De penge kunne være brugt på de fattige, de syge, på forskning eller hvordan den enkelte organisations hjælpearbejde udmøntes, siger Kim Østergaard.

Så I gør det af et godt hjerte, men hvad får I ud af det?

– Glæden ved at give noget til værdigt trængende. Og fornøjelsen af at tale med de søde mennesker i organisationerne, der gør en forskel i deres daglige arbejde, siger Kim Østergaard.

MailPlatform har i dag 1.800 kunder og har udvidet forretningen til også at omfatte Norge og Sverige. I Tyskland er virksomheden også aktiv.

Stiller I krav til modtagerne?

– Ja, de velgørende organisationer skal anvende besparelsen på deres hjælpearbejde. Så besparelsen reelt går til dem, de bidrager til – og ikke bare til øget administration.

Officielt siger vi, at de største organisationer får 80 pct. i rabat, men jeg kan ikke mindes, vi har sendt en eneste faktura til en velgørende organisation for e-mail-udsendelser, siger Kim Østergaard. 

Han forklarer, at hvis en NGO sender under 50.000 månedlige udsendelser, hvilket næsten alle gør, vil anvendelsen altid være gratis.

MailPlatform kan i dag skrive næsten 2.000 danske virksomheder, heriblandt Applus, Billetlugen, BoConcept, CBS, LEGO, Kop & Kande, Mr., Jensens Bøfhus, Egmont, Miinto og TNS Gallup på kundelisten.