Kun 6 ud af 100 overlever et hjertestop, men mange flere kan reddes, hvis danskerne bliver bedre klædt på til at yde livreddende førstehjælp. Derfor blænder Hjerteforeningen nu op for en kampagne kaldet ”Gør noget for hjertet”.
Et af de lidt anderledes elementer i kampagnen er udviklet af social media bureauet Mindjumpers.
Det er en Facebook-applikation, hvor man udstyrer sig selv med et fiktivt hjertestop for at se, om vennerne er klar til at redde en.
Via applikationen får vennerne at vide, at man” har fået hjertestop”, og de har derefter 10 minutter til at reagere ved at svare på et spørgsmål om førstehjælp. I applikationen kan man løbende følge med i hvor mange, der er blevet reddet fra hjertestop på Facebook.
Ideen er, at Facebook-vennerne også typisk vil være de mennesker, man omgiver sig med i dagligdagen, såsom familie, kolleger, studiekammerater osv. Applikationen tester så, om de har den viden, der skal til for at redde liv, hvis de en dag står over for et hjertestop i virkeligheden.
– Det er en fantastisk mulighed at få lov til at arbejde med at redde menneskeliv gennem kommunikation og oplysning. Derfor har vores social designers sat alle kræfter ind for at få budskabet om hjertestop til at fungere i den sociale kontekst, som Facebook er. Der er jo stor sandsynlighed for, at du er i nærheden af en af dine venner på Facebook, hvis du skulle få hjertestop. Hvis de ikke kan førstehjælp og dermed redde dig inden for 10 minutter, er det for sent. På den måde er applikationen ikke kun et interessant eksperiment, men det nærmer sig faktisk også den skræmmende virkelighed, siger Jonas Klit Nielsen, direktør i Mindjumpers.
Målet er at uddanne mindst 100.000 danskere i livreddende førstehjælp og opnå støtte til forskning i bedre forebyggelse og behandling af hjertestop. Kampagnen kører over en periode på fem år.
Hjerteforeningens kommunikationschef Niels Adler siger:
– Med Hjertestop på Facebook håber vi at øge opmærksomheden omkring de triste fakta: Chancen for at overleve bliver 200-300 procent større, hvis personer, der overværer et hjertestop, giver livreddende førstehjælp. Og det sker i dag kun i 1/3 af de tilfælde, hvor der er vidner til stede.
– Vi er meget begejstrede for Mindjumpers idé og tror på, at applikationen vil hjælpe os til at nå mange flere danskere end presse og tv kan gøre alene – og dermed hjælpe os tættere på målet – at uddanne 100.000 danskere i livreddende førstehjælp, så mange flere reagerer, hvis de oplever en person få hjertestop.
Få hjertestop
her.