Det har de senere år været fast juletradition at stopfodre Facebook-brugere med julekalendere og ditto konkurrencer eksekveret som apps på virksomhedernes Facebook-sider.

Det lader imidlertid til at være en forældet tankegang, da Facebook først og fremmest er en “mobile first”-platform, og apps ikke er optimeret til mobiltelefoner.

Desuden har Facebook løsnet grebet for salgsfremmende aktiviteter, så det i dag er tilladt at køre kampagner direkte fra Facebooks timeline. Det er baggrunden for, at man hos Komfo er begyndt at opfordre sine kunder til at gå alternativt til værks og sænke fanen for de tidligere så populære Facebook-apps.

– De sidste par år har julekampagner fokuseret på at få folk til at deltage i julekalendere lavet i Facebook-apps, men vi har igennem længere tid anbefalet vores kunder at lave konkurrencer via deres timeline, fortæller Komfos adm. direktør, Rasmus Møller-Nielsen.

– Alternativt anbefaler vi, at man linker til en landing page på sin egen hjemmeside, så man får lettere ved at styre og måle sine konverteringer, tilføjer han.

Derudover får annoncøren flere muligheder for at anvende re-targeting.

Følg målgruppen

Samtidigt er det nødvendigt at tage højde for, hvor ens målgruppe befinder sig.

– Når man ser på Facebook i dag, er det nødvendigt at tænke “mobile first”. Det handler om at få dit indhold ud i brugernes nyhedsstrøm, og herefter få dem til at engagere sig, ved enten at skabe kundeloyalitet, salg o.s.v. Til det formål er apps et produkt af fortiden. Der er i dag mere effektive metoder til at opnå de samme mål, fortæller Rasmus Møller-Nielsen og tilføjer:

– I vores road-map prioriterer vi heller ikke længere at videreudvikle på vores applikations-løsninger til vores kunders Facebook-sider. Det var en vigtig del af vores, og vores kunders forretning 4-5 år tilbage, men i dag er fokus på at planlægge, distribuere og måle på det indhold vores kunder sender ud på tværs af forskellige sociale medier, samt at give kunderne de nødvendige lytte- og kommunikationsværktøjer til at engagere sig i deres voksende community.

– Der er masser af kreative måder at bruge timeline til at engagere brugerne og skabe bevidsthed om ens brand og produkt. Dertil er ROI langt mere gennemsigtigt end for oprettelsen af en app.

Ydermere er der mulighed for at udnytte almindelige opdateringer fra sin Facebook-side til at skabe dybere interaktion og konvertering til sin egen hjemmeside, slutter Rasmus Møller-Nielsen.