Ingen er vel længere i tvivl om, at Facebook og de 1,35 milliarder brugere er et potent marketing-værktøj, men nu har revisionsgiganten Deloitte på foranledning af Facebook også set på verdens største sociale netværks betydning for verdensøkonomien.
Og lad det være sagt med det samme: Det et de helt store tal, der er tale om.
Således har Deloitte regnet sig frem til, at Facebook skabte økonomisk aktivitet for 227 milliarder dollar, eller 1.454 milliarder gode danske kroner, i 2014.
De 227 milliarder dollar fordeler sig på tre områder: Facebooks marketingplatform (148 mia.), softwareudvikling af apps (29 mia.) og forbrugerens køb af nye smartphones og lignende apparater ”motivated by Facebook” (50 mia.)
Dertil kommer, at Facebook angiveligt stod for skabelsen af 4,5 millioner nye job på verdensplan i samme periode.
Kan det nu passe?
Det er vigtigt at læse disse tal kritisk, da Deloitte har været på noget nær en umulig opgave.
For hvordan kommer man ud i alle kroge af det økonomiske landskab og måler Facebooks gennemslagskraft?
Deloitte tager da også selv forbehold i rapporten. Revisionskæmpen fortæller, at informationerne er baseret på data fra Facebook og tredjepartskilder. Samtidig slår Deloitte fast, at selskabet ikke har forsøgt at validere disse data.
Med disse forbehold in mente byder rapporten alligevel på flere interessante oplysninger. Bl.a. at flere end 30 millioner små og mellemstore virksomheder nu har en Facebook-side, og over 1,5 millioner virksomheder er aktive via Facebooks marketingsystem.
På marketing-siden skabte Facebook via sin platform ifølge rapporten værdier for 148 milliarder dollar, eller 948 milliarder kroner, i 2014. Dertil kommer masser af nye job, 189.000, til Social Media Managers. En helt ny jobkategori, som Facebook er drivkraften bag, lyder det fra Deloitte.
Læs den omtalte rapport (PDF) herunder.