Køb 5000 fans til din Facebook-side for blot 4000 kroner. Eller få 5000 til at følge dit brand på Twitter for blot 1500 kroner. Eller hvad med 100.000 views på din reklamefilm på Youtube?
Et australsk baseret firma, usocial.net, tilbyder at sælge fra 1000 og helt op til 20 millioner Facebook-fans – eller som der står på ”knappen” i dag ”synes godt om”.
De store mængder Facebook-tilhængere eller Youtube-visninger, som flere brands ofte fremhæver i deres kommunikation, kan altså nu købes for penge, og usocial.net lover oven i købet, at man køber rigtige personer, og at man kan målrette både aldersmæssigt og geografisk.
Men det giver ikke den store mening at booste sin fanskare på den måde, mener Rasmus Møller-Nielsen, der er adm. direktør hos den danske Facebook-ekspert, Komfo.
– Vi har kendskab til også danske virksomheder, der gør det eller har gjort det, men man skal være klar over, at rigtig mange af de ”fans”, man kan hente ind på den måde jo netop ikke er ”fans” – altså personer, der aktivt har valgt at følge din virksomhed eller dit brand. Men det er ikke noget vi anbefaler, siger han.
Hvorfor ikke – du får da en masse mennesker at skyde dine reklamer af sted til?
– Jo, men det er jo netop den klassiske måde at tænke reklamer på. Lidt som tv, hvor du pusher ting af sted. Forskellen her er bare at de personer, du pusher dine beskeder af sted til, så let som ingenting kan klikke dig væk igen, og så får du ikke de ambassadører eller engagerede fans, som Facebook-mediets natur ellers giver muligheden for, siger Rasmus Møller-Nielsen.
Han understreger dog, at et ”købt boost” måske nok kan virke på den korte bane – ud fra devisen om, at sender du tilbud ud til 20 millioner personer, er der formentlig nok nogle der bider på.
– Men vil du bygge relationer og skabe ambassadører, er det ikke vejen frem, siger han.