Det er ikke dybt kontroversielt at hævde, at Facebook er kommet for at blive. Alligevel er det en interessant betragtning, at Facebook nu har opnået en størrelse og en status, der gør det svært for brugerne at forlade sitet.
Det siger Carsten Andreasen, der er medieforsker hos Danmarks Radio.
– Vi kan slå fast, at Facebook har opnået en kritisk masse, der betyder, at sitet ikke bare lige bliver overhalet af ”den næste nye ting”. Det er svært for brugerne at forlade Facebook. Man risikerer færre fødselsdagsinvitationer, og den generelle sociale kapital vil blive svækket betragteligt, siger Carsten Andreasen.
I dag har cirka 2,5 millioner danskere en profil på Facebook. Halvdelen er over 40 år, hvilket er en af Facebooks styrker, mener Carsten Andreasen.
– Facebook er det første eksempel på et socialt medie, der rummer tre generationer. Ærlig talt, så ved vi endnu ikke, hvorvidt de unge bliver skræmt væk af, at forældre og bedsteforældre har invaderet Facebook, men indtil videre lader det til, at de unge accepterer at være venner med deres forældre på Facebook, siger han.
I gennemsnit bruger danskerne et kvarter om dagen på Facebook, og var hjemmesiden en tv-kanal, ville den være Danmarks sjette største. Blandt unge ville hjemmesiden være den tredje største.
På verdensplan har 300 millioner mennesker en profil på Facebook, der har en erklæret ambition om at få én milliard brugere.
Carsten Andreasen talte ved Post Danmarks ”Markedsinspiration 2009”, der blev afholdt i går (tirsdag 29. september).