En tredjedel af de personaleansvarlige i danske virksomheder søger oplysninger om jobansøgere på nettet. Det viser en ny undersøgelse, som Analyse Danmark har foretaget for Ugebrevet A4 blandt HR-folk og ledere med ansvar for ansættelse af nye medarbejdere. Blandt de største virksomheder med over 500 ansatte er det næsten fire ud af 10, der bruger internettet til at kontrollere ansøgere, når der skal besættes en stilling.
Mest brugt er søgemaskiner som Google, Bing og Yahoo, når der skal hentes oplysninger frem om jobansøgere. De bruges i flere end to ud af tre tilfælde.
Men på andenpladsen over informationskilder finder man sociale netværkssider som Facebook, Myspace og Twitter. De bruges i 4 ud af 10 tilfælde til at få sat ansigt på ansøgere. Der er udbredt enighed blandt de personaleansvarlige om, at vi foreløbig kun er vidne til den spæde start på netsnageriet, skriver Ugebrevet A4. Fire ud af fem mener, at søgning på internettet for at finde oplysninger om jobansøgere i ansættelsessituationer vil stige i fremtiden.
Ugebrevet A4