Hvor mange brugere får vist de statusopdateringer, som virksomhederne lægger ud på deres Facebook-sider? Et godt spørgsmål, som hidtil kun har kunnet besvares med et helveg-petersensk ”tja, bob-bob….”.
Men nu har Facebook gjort det muligt at få data for, hvor mange brugere, der rent faktisk har fået vist statusopdateringer fra virksomhedernes Facebook-sider i deres nyhedsstrøm – altså hvad der kan sammenlignes med OTS (Opportunity To See) som bruges til værdiansættelse af andre gængse medietyper.
Og det er gode nyheder for de virksomheder, der arbejder professionelt med Facebook, og som ønsker at forbedre deres synlighed i deres fans’ nyhedsstrøm, mener den danske Facebook-ekspert, Komfo.
– Det er et skridt i den rigtige retning mod at gøre marketing på Facebook mere målbart. For det første vil det være lettere at værdiansætte outputtet af de ressourcer, man bruger på at lave indhold og publicere det løbende. For det andet bliver det også mere sammenligneligt i forhold til investeringen i andre mediegrupper, siger Komfos adm. direktør Rasmus Møller-Nielsen.
Han påpeger dog, at den nye service foreløbig kun er i sin udrulningsfase.
– Efter vores oplysninger, er det foreløbig kun Facebook-sider med flere end 10.000 fans, der har mulighed for at se disse nye data. Men signalet er ikke til at tage fejl af, og der er ingen tvivl om hvilken retning, man bevæger sig i. Facebook arbejder benhårdt på at gøre deres Side-produkt til en så effektiv og målbar medieplatform som mulig, siger Rasmus Møller-Nielsen.
Du kan læse mere
her.