Verdens største sociale netværk, Facebook, lancerer mobilannoncer i marts 2012, skriver Bloomberg. Erhvervsavisen henviser til to anonyme kilder med indgående kendskab til Facebook, og ifølge dem, så er det Facebooks annonceformat ”Sponsored stories”, som i det nye år vil dukke op på skærmen, når du tjekker din Facebookprofil på mobilen. ”Sponsored stories” får angiveligt samme placering på mobilskærmen, som på den mest almindelige version af den sociale netværkstjeneste. Facebooks Sponsered Stories-annoncer er en måde, hvorpå annoncører kan sponsere aktiviteter på en brugers nyhedsrulle. Virksomheder kan vælge udvalgte brugerhandlinger, såsom profilbesøg eller anvendelser af applikationer, og reklamere med dem i et felt til højre for Facebook-brugers nyhedsrulle, der har overskriften ”Sponsored Story”. Ved at gøre formatet tilgængeligt på mobilen, træder Facebook for alvor ind på den del af det globale markedsføringsmarked, som hidtil har været domineret af Google, Apple og, mindre kendte, MillenialMedia. Kan målrettes 800 mio. brugere

Facebook er potentielt særdeles interessant for mobile markedsførere, da den sociale netværkstjeneste har samlet en masse information om de 800 millioner brugernes interesser og omgangskredse, som annoncører kan bruge til at målrette markedsføringen mere præcist, end det er tilfældet med eksempelvis mobile webbrowsere. Facebook har ikke ønsket at kommentere Bloombergs oplysninger.