Facebook er langt fra blot et privat medie. Og slet ikke for folketingsmedlemmer og andre mennesker med fremtrædende poster. Det mener Kresten Schultz Jørgensen, der er adm. direktør i Lead Agency, der rådgiver både private og offentlige om strategisk kommunikation.
Senest er politikernes brug af Facebook kommet i fokus, efter det er kommet frem, at SF’erne Kamal Qureshi og Steen Gade er medlemmer af en DF-hadegruppe på Facebook, hvor nazikarikaturer af blandt andre Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, er offentliggjort.
– De sociale medier og ikke mindst Facebook er lige nu overrendt af mennesker, der glemmer, hvilken rolle de har, hvor gamle de er, og hvilket embede de har. De gør sig selv til grin, siger Kresten Schultz Jørgensen.
Hans råd til direktører eller politikere, der overvejer at blogge, twitte eller på anden måde begive sig ud i at bruge sociale netværk, er at tænke sig godt om.
– Du skal ikke bare vælte ud i det. En profil i sociale medier skal være gennemtænkt og lavet på baggrund af en analyse, så du ved, hvad du vil bruge den til, understreger Schultz Jørgensen og fortsætter:
– Og du skal bruge den til noget særligt. Du skal ikke bare bruge den til at promovere dig selv eller hoppe med på alle mulige bølger. Ellers så lad være og brug i stedet tiden fornuftigt til at passe dit arbejde.

Steen Gade har nu sendt en undskyldning til Dansk Folkeparti.
– Jeg har sendt et brev til Dansk Folkeparti, hvor jeg forklarer, at jeg siger undskyld for, at det måske har kunnet opfattes som om, jeg legitimerer den slags ting, siger Steen Gade.
/ritzau/