Når en gennemsnitlig bruger af Facebook klikker ind på det sociale netværk, er det et nøje udvalg af opdateringer, der kommer frem i skæret fra det blå lys, skriver Politiken i dag. Det sociale medie vælger nemlig, hvad brugerne kan se af opdateringer fra ens venner.
Ved at benytte en såkaldt algoritme, som man kender det fra en Google-søgning, fremhæver Facebook de venners statusopdateringer, som brugerne kommunikerer mest med.
Facebook begrunder sorteringen med, at en gennemsnitsbruger får omkring 1.500 opdateringer i døgnet, og det ikke er muligt at følge med i så mange nyheder.
I stedet flytter algoritmen rundt på opdateringer, ud fra hvilke venner, den tror, brugeren vil have nyheder om.
Det betyder, at der ofte ligger ældre nyheder højt blandt de cirka 300 opdateringer, Facebook viser en bruger på en dag.
Tidligere har Facebook holdt kortene helt tæt til kroppen, når det kom til at indvie offentligheden i, hvordan de styrer brugerne på det sociale medie. Men med oplysningerne om hvordan man rykker rundt på brugernes nyheder, ønsker den børsnoterede virksomhed at skabe større åbenhed om de ændringer, de foretager.
Politiken