Den sociale netværkssucces Facebook henter størstedelen af selskabets omsætning på annoncering, som står for for mere end 85 procent af selskabets fakturerede salg, skriver it-mediet Computerworld.
Der har således været en stor fremgang i annonceringen på Facebook gennem de sidste kvartaler, og efterspørgslen er kraftigt stigende, hvilket tillige fremhæves i en rapport fra virksomheden Efficient Frontier, der arbejder med at gøre digitale reklamekampagner effektive.
Annoncørerne ønsker i dag “at udnytte de fulde muligheder i Facebook Marketplace for at gå i dialog med deres fans og promovere deres brands,” lyder det således fra Efficient Frontier.
Det har hjulpet til at øge prisen per klik med 40 procent i årets første kvartal i forhold til de sidste tre måneder af 2010.
Facebooks indtjening for 2011 nærmer sig således 10 milliarder kroner, hvilket er væsentligt mere end den vurdering, der cirkulerede for et par måneder siden, da Goldman Sachs Group og det russiske investeringsfirma Digital Sky Technologies investerede i virksomheden.
Vækst i omsætning og salg vil være blandt de vigtigste parametre til at fastsætte prisen, når Facebook lade sig børsnotere. De hidtil sparsomme finansielle oplysninger fra Facebook har ført til interessante spekulationer om virksomhedens reelle værdi.