Hver måned lægger Facebook beslag på mere end 20 millioner timer, og de seneste tal fra Foreningen af Danske Internetmedier viser, at danskernes Facebook-forbrug vokser og vokser. Ifølge Stine Gotved fra virksomheden Net:Work skyldes den store begejstring for Facebook, at det sociale medie simpelthen ligner det liv, vi i forvejen lever.
– Vi kan jo ikke holde op med at være sociale. I forhold til andre sociale medier, der afgrænser sig selv, fordi de samler sig om ét aspekt af vores liv, så ligner Facebook de sociale relationer, vi i forvejen har.
Jakob Linaa Jensen, lektor i Informations- og Medievidenskab ved Aarhus Universitet, er enig i, at Facebook vil fortsætte med at optage danskerne.
– For eksempel blev myspace dræbt af, at siderne blev for langsomme og uoverskuelige. Facebook kom derimod med et meget simpelt lay-out og har overlevet længe, fordi det har været i stand til at udvikle sig alt efter, hvad folk interesserede sig for eller blev trætte af, siger han.
Stine Gotved vurderer, at selv om antallet af brugere nok har toppet, så vil Facebook formentlig stadig sluge mere af danskernes tid.
– Jeg kan ikke se, hvad der ellers skulle true Facebook som socialt medie. Vi er nået dertil, hvor virksomheder, foreninger og pr-bureauer alle tænker på, hvordan de kan indstille sig på Facebook, ikke omvendt, siger hun.
MetroXpress, side 6