Facebook har omsider svaret det danske Datatilsynet. ”Omsider”, fordi Datatilsynet den 3. april sendte et brev for at få afklaret nogle juridiske og faktuelle spørgsmål, som nogle af de to millioner danske Faccebook-brugere har stillet. Vi bringer nogle af de vigtigste svar fra Facebook.
1. Facebook slår fast, at virksomheden deler Datatilsynets holdning om, at brugerne skal være bedst muligt beskyttet. Facebook vurderer selv, at brugernes beskyttelse og kravene til brugerkontrol er i overensstemmelse med den europæiske og danske lovgivning.
2. Hvad sker der, når man de-aktiverer sin Facebook-konto? Gør man det, er ens data ikke tilgængelige for at andre Facebook-brugere. Hvis man endeligt lukker sin konto, fjernes person-data som navn, fødselsdag og kontakt-information fra Facebooks server, og de kan ikke gendannes.
3. Hvis en person på Facebook dør, og organisationen får det at vide, gemmes profilen, så kun venner har adgang. Beder de efterladte om at kontoen lukkes helt ned og fjernes, sker det, når Facebook har godtgjort, at kravet stammer fra nærmeste efterladte.
4. Når en person deler sin profil med vennerne, sker det kun, hvis personen accepterer ”venskabet.” Facebook spørger udtrykkeligt, hvilke informationer, vennerne skal have adgang til. Misbrug af Facebook-information undersøges, og den amerikanske online virksomhed fortæller, at indtil videre er over 1.000 profiler slettet som følge af misbrug.
5. Facebook slår fast, at virksomheden løbende gennemfører en lang række sikkerhedstjek af kommunikationen til og fra profilerne. Blandt andet er man specielt opmærksom på kommunikation med personer under 18 år, og kommunikation til andre end de erklærede venner. Kommunikation mellem venner kan ikke slettes fra centralt hold. Det svarer helt til kommunikation via almindelige emails, vurderer Facebook.
6. Facebook slår fast, at virksomheden er hjemmehørende i USA, og at det er de amerikanske regler, der gælder for Facebook-brugere. Her henvises i øvrigt til Safe Habor Agreement aftalen mellem USA og EU.
Hele svaret fra Facebook og spørgsmålene fra Datatilsynet kan læses på Datastilsynets hjemmeside. Datatilsynet har endnu ikke ønsket at forholde sig til Facebooks svar. Derfor er det heller ikke muligt at vide, om Datatilsynets interesse også er skudt i gang af konstateret misbrug af danske informationer.