Noteringen af verdens største sociale netværk på teknologibørsen Nasdaq i New York fortsætter med at skuffe. Det er endda et relativt mildt udtryk for mareridtet for de aktionærer, der gik med og købte aktier i Facebook ved introduktionen, skriver business.dk

Tirsdag aften tog den endnu et voldsomt dyk på 9,6 procent til 28,84 dollar pr. aktie. Ved noteringen kostede den 38 dollar, og på den første, tumultariske handelsdag var den kortvarigt oppe på 45 dollar.

På under to uger på børsen har de offentligt handlede aktier mistet 24 procent af værdien eller omkring 25 milliarder kroner. Det svarer til, at Facebooks samlede markedsværdi er faldet med knap 150 milliarder kroner.

Nyhedsbureauet Bloomberg kalder det den værste børsntoering i mere end ti år, og en porteføljemanager i en større investeringsbank siger til bureauet, at der kort og godt blev udbudt for mange aktier til en alt for høj pris, og at de fleste af køberne under noteringen slet ikke havde nogen intention om at beholde aktierne.

 

Berlingske