Mere end 1,5 milliard timer – så meget tid brugte danskerne, over 15 år, på internettet i 2009.
Det er næsten 300 millioner timer mere end i 2008 – svarende til knap 23 procent.
Ifølge den seneste rapport fra Jon Lund, ”State of the Danish Internet 2009” kan specielt en hjemmeside tage æren for den betragtelige vækst, og det er Facebook.
Sidste år lagde det sociale netværk beslag på 233,6 millioner timer voksnes tid på internettet, hvilket er 148 millioner timer mere end i 2008, hvilket er en vækst på 173 procent.
Jon Lund mener, det øgede tidsforbrug er at sammenligne med et regulært adfærdsskift.
– Nettet har ændret karakter og er gået i blodet på os. Vi læser, søger, shopper og – i helt særlig grad – opdaterer som aldrig før. Og det er ikke kun “first-movers” eller de unge. Nej, det er os alle sammen, siger han.
Rapporten understreger, at det øgede tidsforbrug ikke alene skyldes, at flere danskere er online hver måned. Den andel er nemlig vokset med ”beskedne” 4,7 procent til 92,7 procent af den voksne befolkning. Det er det samme som 3,75 millioner danskere.
Endnu en af rapportens fokuspunkter er aldersfordelingen af de danske netbrugere.
Og ikke overraskende er det unge mellem 15 og 20, der er flittigst online med i snit tæt på 1,5 time om dagen.
Lige så lidt overraskende er det, at ældre over 60 tilbringer mindst tid online – men ikke desto mindre, er der flere 650.000 grå surfere, der tegner sig for mere end tre daglig online-kvarter.
Rapporten “State of the Danish Internet 2009” bygger på en analyse og sammenstilling af data fra FDIMs gemiusAudience-undersøgelse, Eurostat, Danmarks Statistik og DR medieforskning. Rapporten udgives og kan downloades fra jon-lund.com.