Verdens største sociale netværk, Facebook, er i luften med en ny søgefunktion, der blev præsenteret tirsdag aften dansk tid.

Den har fået navnet Graph Search, og Facebook ser dermed ud til at leve op til forventningerne og tage endnu et nyt skridt i udfordringen af søge- og annoncekæmpen Google, der ”ejer” search-markedet i dag.

Graph Search er Facebooks første store nyhed siden børsintroduktionen i maj i fjor, og ifølge Facebooks stifter, Mark Zuckerberg, så er det tænkt som hjælp for det sociale netværks flere end en milliard brugere, der nu får lettere ved at sortere i de enorme mængder af information, der ligger på Facebook.

– Vi ser Facebook som en stor social database. Ligesom i en hvilken som helst anden database, skal det være muligt at søge i den, siger Zuckerberg ifølge Ritzau.

Zuckerberg fortæller videre, at søgemaskinen også vil omfatte emner på nettet uden for Facebook. Det sker i et samarbejde med Microsofts Bing.

It-analytiker Jeff Cagan siger til nyhedsbureauet AFP, at den ny Facebook-funktion er en beskeden udfordring for Google.

– Hvis jeg var Google, vil jeg betragte det som et advarselsskud fra Facebook. Det er ikke et øjeblikkeligt angreb, men angrebet vil komme på et tidspunkt, siger Kagan ifølge Ritzau.

Ekspert: Store muligheder

Ifølge Jan Christiansen, Head of Social hos Bates Y&R, så er noget af det mest spændende ved Facebooks nye satsning, Graph Search (GS), at det giver en hidtil uset mulighed for at søge i data hos dine venner, både i ting, som sker lige nu, og i gamle data.

– Dette bringer med et slag gamle dialoger til live igen, hvilket kan have meget stor værdi for venner. Hvis jeg stod og skulle til Los Angeles, så ville jeg normalt skrive rundt til venner for at få deres bedste tips om hotel, restaurant, sportshold, seværdigheder og den slags, siger han.

Derfor vil han være afhængig af, at folk gider hjælpe ham og afhængig af, at de lige kan huske navnet på hotellet eller lignende.

– Med GS er jeg ikke længere afhængig af mine venners velvilje eller hukommelse. Nu kan jeg roligt stole på, at GS finder alt relevant, som mine venner har gjort på Facebook, der handler om det søgte emne, og maskinen vil altid huske bedre end os alle sammen, siger han.

Er det også et skridt ind på search marketing-markedet?

– Mange skriver, at Facebook med GS “fires back” mod Google, Yelp og andre søgetjenester. Der er ingen tvivl om, at der er nogle meget interessante perspektiver i fremtiden for dette produkt, såfremt man forstår at udnytte potentialet rent kommercielt, siger Jan Christiansen.

Han mener, at det mest oplagte næste skridt er, at Facebook tilføjer købte søgefraser, der vil minde om Googles AdWords, og måske udvider det til at være Promoted Searches og herunder Sponsored Hot Topics baseret på ens venners søgninger lige nu og lignende.

– Med dette sagt, så kan GS sagtens – og forhåbentligt – snart udvides til at give 3. parts websider eller bureauer adgang til at bruge nogle af disse data. Herefter vil det kun være fantasien, der sætter grænser for hvilke funktioner, der kan udvikles. Det er meget spændende, slutter han.

Se en præsentation af Graph Search her.