Det sociale netværk, Facebook, forbereder sig på tidligst at gøre debut på børsen i september 2012, og børsnoteringen kommer således til at finde sted minimum fem måneder senere end ventet, skriver Financial Times.
Rygterne har længe svirret om en børsnotering af verdens største sociale netværk, og det har endda heddet sig, at Facebook ville gå på børsen allerede i 2011.
De rygter er nu ifølge Financial Times skudt til jorden af folk tæt på selskabets topchef, Mark Zuckerberg. Zuckerberg vil hellere have, at selskabet forbliver privat (unoteret), så han kan holde de ansatte fokuserede på at udvikle det sociale medie.
–Der er ikke nogen grund til at fremskubbe en børsnotering. Selskabet behøver ikke pengene. Det er en smule lettere at fokusere, mens selskabet er privat. De går på børsen, når de føler sig klar. Ikke før, siger konsulenten Lise Buyer, der bl.a. rådgav Google, da internetgiganten gik på børsen.
Facebook vurderes ifølge Financial Times til at være minimum 66,5 mia. dollar værd og nogle investorer har vurderet det sociale netværk til en værdi på 80 mia. dollar. Det afgørende for, om Facebook slår Agricultural Bank of China af pinden, bliver således, hvor meget af selskabet, der bliver udbudt i børsnoteringen.
Epn.dk