Verdens største sociale netværk Facebook skifter PR-bureau i Norden. Den opgave er tidligere blevet varetaget af Text100, men nu er den overtaget af det nordiske PR-samarbejde Northern Link.
Herhjemme varetages opgaven af Morsing PR, som også koordinerer det nordiske samarbejde.
Størstedelen af PR-aktiviteterne for Facebook i Norden vil ifølge parterne dog forsat blive iværksat fra den svenske hovedstad Stockholm, hvor Helm1 PR er den svenske deltager i samarbejdet. Selskabet hyrede for kort tid siden den tidligere nøglearbejder på Text100’s Facebook-aftale, Jan Frederiksson, og han vil fortsat være en helt central person i den sociale netværkskæmpes nordiske PR-aktiviteter.
– Vores specialitet er at hjælpe virksomheder med at forstå og udnytte de annonce- og profileringsmuligheder som Facebook har at byde på, siger Jan Frederiksson, som ser et stort potentiale i det fælles nordiske samarbejde.
Hos Morsing PR tilfredsheden med den nye aftale ligeledes stor.
– Vi er meget glade for og stolte af at være en del af et så stærkt nordisk pr-netværk. Vi har fået flere henvendelser fra internationale kæder om opkøb og samarbejde, men vi oplever for træge arbejdsgange, for meget administration og for lidt fokus på Norden, når PR-kæderne ruller en global kampagne ud, siger administrerende direktør Finn Morsing, Morsing PR.
De fire PR-virksomheder er især stærke på teknologi- og it-fronterne, hvilket aftalen med Facebook også illustrerer.
Ifølge Finn Morsing findes der utallige, ofte store børsnoterede og for mange kunder uoverskuelige, internationale netværk inden for pr-branchen, som forsøger at samle de bedste folk i de respektive markeder. Men disse store netværk er ofte præget af uigennemskuelige prisstrukturer, ugennemsigtighed og et voldsomt bureaukrati. Ofte lades Norden i stikken, fordi det betragtes som en lille region med tilhørende lave budgetter, mener han.
I dag beskæftiger Northern Link PR 22 medarbejdere og forventer flere end 30 medarbejdere ved årsskiftet. Northern Link PR består af Helm1 PR i Sverige, ThueKom i Norge, Aleksin Kaiku i Finland samt Morsing PR i Danmark.
Blandt kunderne er blandt andre it-kæmpen Atea, spritfabrikanten Diageo, Facebook, Symantec, Huawei, Fujitsu og Siemens.
Northern Link PR ejes af svenske Helm1 PR, norske ThueKom, danske Morsing PR og af Consolidated Holdings, som er ejet af den danske it-milliardær Ib Kunøe.