Facebook er i færd med at lave en ”McAllan”. I dag i San Francisco indledes nemlig en retssag mellem verdens største sociale netværkssite og et lille upåagtet netværk for amerikanske undervisere kaldet Teachbook. Stridsmålet er endelsen ”book”.
– Ved brug af den karakteristiske ”book”-del i Facebooks varemærke, har sagsøgte skabt sit eget konkurrerende online netværk i et forsøg på at blive et ”Facebook for lærere”, lyder anklageskriftet ifølge wired.com.
Facebook kræver, at Teachbook straks ændrer sit navn.
Retssagen åbner naturligvis spørgsmålet, hvilke book-virksomheder, der snart kan forvente at få Facebook på nakken.
– Vi har ingen problemer med Kelley Blue Book (bilbase, red.), Green Apple Book (boghandel, red.) eller andre. Og Teachbook-folkene kan selvfølgelig frit oprette et socialt netværk. Men de har ikke frihed til at snylte på vores navn og udvande vores brand, siger Facebook-talsmand Barry Schnitt.
Teachbook er et sted, hvor lærere opfordres til at dele timeplaner og instruktionsvideoer, samt at kommunikere med forældre og elever.