Facebook forbeholder sig nu ret til at bruge dine oplysninger overalt på nettet, og meget tyder på, at Facebook følger i Googles fodspor og begynder at sælge annoncer på hjemmesider overalt på nettet. Det skriver Computerworld.
Siden 2003 har Google haft succes med Adsense, som betaler hjemmesideejere for at vise Google-annoncer på deres sider. Facebook kan blive en alvorlig konkurrent til Googles annonce-imperium, hvis virksomheden udnytter de talrige oplysninger, som den har om dig, til at servere ekstremt målrettede annoncer ude på de mange hjemmesider, hvor Google i dag dominerer.
– Alt hvad du gør og siger på Facebook, kan bruges til at tilbyde dig annoncer, siger Facebooks chef for privacy Erin Egan ifølge en artikel i erhvervsmagasinet Forbes, hvor hun desuden bekræfter oplysningerne om, at Facebook nu kan tilbyde dig annoncer uden for Facebook.
På trods af ændringerne i retningslinjerne har Facebook dog endnu ikke lanceret et konkret annonce-produkt, der udnytter de nye muligheder.
Computerworld/epn.dk