Fremover vil Facebook i højere grad spore, hvilke hjemmesider det sociale netværks brugere besøger.

Analyse af mønstre i brugernes online søgehistorik skal hjælpe det sociale medie med at skræddersy reklamer rettet mod den enkelte bruger.

Det skriver Financial Times.

Facebook vil skabe en mere detaljeret profil af hver enkelt bruger på det sociale medie baseret på søgehistorik, og ifølge Facebook selv gør de brugerne en tjeneste:

– Når vi spørger brugerne, erfarer vi, at de efterspørger reklamer, der i højere grad er rettet mod deres egne interesser. Det skriver selskabet på i et officielt blogindlæg.

Som følge af heftig kritik af Facebooks udnyttelse af brugeroplysninger understreger virksomheden selv, at man under “indstillinger” kan fravælge adfærdssporing, og endda få tilsendt en rapport om nøjagtig hvad Facebook ved om den enkelte bruger.

Debra Aho Williamsson fra analysebureauet eMarketer mener, at det er et vigtigt skridt for reklamebranchen, at man bliver bedre til at specificere marketinginitiativer mod den enkelte bruger, men tilføjer samtidig:

– Facebook har allerede ekstremt meget information om brugerne. Nu vil de bare have mere.

Det sociale netværks omsætning fra salg af brugerinformation har nu overgået analytikernes forventninger fire kvartaler i træk, hvilket også vidner om et stort, fremtidigt indtjeningspotentiale.

Financial Times/ritzau/FINANS