Facebook offentliggjorde sent torsdag dansk tid det sociale netværks med spænding imødesete første kvartalsregnskab.

Facebook omsatte for 1,18 milliarder dollar i kvartalet, hvilket svarer til en stigning på 32 procent i forhold til i fjor, og selskabet levede på den front således akkurat op til de fleste Wall Street-analytikeres forventninger. Underskuddet var også som forventet.

Annoncer stod for 84 procent af det sociale netværks omsætning i perioden, og dermed er denne del af forretningen vokset med 28 procent det seneste år, så Facebook sælger nu annoncer for næsten en milliard dollar (992 millioner) i kvartalet.

Facebook-stifter og CEO Mark Zuckerberg fortalte i forbindelse med præsentationen af regnskabet, at netværket tjener godt en million dollar om dagen alene på annoncekonceptet Sponsored Stories, hvoraf halvdelen af indtægterne stammer fra mobilannoncer.

Han fortalte også, at Facebook har begrænset antallet af annoncer, der bliver vist som Sponsored Stories i Facebook-brugerens nyhedsrulle for at forbedre brugeroplevelsen. Ydermere kom det frem, at Facebook rent faktisk kører færre annoncer på det sociale netværk end tidligere.

Ifølge Facebooks finansdirektør, David Ebersman, helt præcist to procent færre annoncer end i samme periode i fjor.

Hvad med ROI?

Marketingfolket har længe stillet spørgsmålstegn ved, om det overhovedet kan betale sig at annoncere på Facebook, så Mark Zuckerberg, David Ebersman og Sherryl Sandberg, Facebooks COO, brugte lang tid under præsentationen af kvartalsregnskabet på at fremlægge tal, der skal overbevise marketingansvarlige verden over om, at det rent faktisk kan betale sig at køre en kampagne på Facebook.

Og ikke mindst overbevise dem om, at det kan lade sig gøre at måle effekten.

Facebook præsenterede således ROI-tal for flere end 60 Facebook-kampagner og sagde, at i 70 procent af tilfældene havde kampagnerne givet pengene over tre gange igen. I 49 procent af tilfældene var resultaterne endnu bedre, lød det.

Eksempelvis brugte spilfirmet Electronic Arts 2,75 millioner dollar på Facebook-reklamer for at markedsføre selskabets skydespil Battlefield 3. Ifølge Facebook kunne Electronics Arts henføre solgte spil for 12,1 millioner dollar til denne kampagne, hvilket svarer til, at spilproducenten har fået reklamepengene 4,4 gange igen.

Det kom også frem, at der i dag er 955 millioner aktive Facebook-brugere på verdensplan, hvilket svarer til en vækst på 29 procent i forhold til i fjor. Antallet af mobile brugere af Facebook er i samme periode steget med 67 procent til 543 millioner.

Zuckerberg benyttede lejligheden til at fremlægge sin vision for fremtidens Facebook. Heri optræder Facebook som den naturlige indgangsdør til nettet for det sociale netværks næsten en milliard brugere.

– Forestil dig en dag, hvor du køber en ny bil og logger dig ind i bilens computer via Facebook, og den automatisk tilpasser sig din personlighed (musikvalg, automatisk indtastning af venners adresser og favorit indkøbssteder etc.). Vores vision for platformen er større, end de fleste personer kan begribe, lød det fra Zuckerberg.

Du kan læse en transskription af de tre Facebook-spidsers præsentation af kvartalsregnskabet her.