Facebooks lukning af annoncekonti i Danmark og verden over ”er blevet et kæmpeproblem”, mener Kasper Bengtson, CEO og partner i bureauet bSocial, der er Facebook Preferred Partner og dermed har et indgående kendskab til SoMe-gigantens annonce-forretning.
– Vi oplevede første gang problemet i begyndelsen af juli, hvor annoncekontoen for en online legetøjsbutik, vi arbejder for, pludselig blev lukket, siger han.
Kasper Bengtson fortsætter:
– Siden er det min oplevelse, at problemet taget til i omfang, og at der i øjeblikket er en lang række virksomheder, hvis konti er blevet lukket uden nærmere forklaring.
Altså er Plantetorvet.dk, som Markedsføring beskrev 22. september, langt fra ene om ikke længere at have adgang til en af de vigtigste markedsføringskanaler for mange små- og mellemstore virksomheder.
Vel at mærke uden at kunne få at vide, hvordan de præcist har forbrudt sig mod Facebooks retningslinjer, rette op på fejlen og genaktivere kontoen.
– Det er forretningskritisk for os. Vi genererer mindst 25 procent af omsætningen gennem annoncer på Facebook, så det rammer os hårdt, sagde Anders Boelt, E-commerce Manager i Plantetorvet.dk, et af landets største online-havecentre, til Markedsføring.
Svært ved at få hjælp
Kasper Bengtson, der har arbejdet med annoncering på Facebook i mere end 10 år, oplyser, at bSocial selv har oplevet, at to af bureauets kunder i juli og august fik blokeret annoncekonti på Facebook med den begrundelse, at de promoverer produkter tjenester, ordninger eller tilbud, som bruger ”svigagtig eller vildledende praksis”.

– På begge annoncekonti skete der det, at en igangværende annonce pludselig blev afvist, og to minutter senere blev hele annoncekontoen deaktiveret, siger Kasper Bengtson.
Herefter tog han kontakt til Facebooks support for at gøre indsigelse mod lukningen, men det var forgæves.
– Som bureau har vi ellers prioriteret adgang til Facebooks Support, men de har ikke mulighed for at hjælpe, da det er et specielt team i USA, der sidder med disse sager. I stedet henviser de til den samme formular igen og igen, siger han.
bSocial har udfyldt formularen flere gange, men Facebook vender hver gang relativt hurtigt tilbage med det svar, at SoMe-giganten ikke har mulighed for at genaktivere de lukkede annoncekonti, da de ”har overtrådt politikkerne”.
– Det er det samme svar hver gang, og det virker autogenereret. Vi løste dog udfordringen ret hurtigt ved at benytte andre annoncekonti, som var oprettet i vores kunders Business Managers, men det er naturligvis ikke optimalt, da kampagnernes læringsperioder blandt andet starter forfra, siger Kasper Bengtson, der mener, at de mange annoncekonto-lukninger måske bunder i ”en AI, der er gået amok”.
Sådan løser du problemet
Kasper Bengtson henviser til, at Facebook for nylig meldte ud, at virksomheden ville skrue op for brugen af AI for at forhindre spredning af annoncer med hate speech, vildledende indhold og lignende.
Samtidig skulle der ansættes flere personer i Facebooks compliance-afdeling, som skulle behandle disse sager.
– For mig at se virker det som om, den sidste del ikke er blevet til noget, siger han og peger på, at de mange annoncekonto-lukninger nok ”i bund og grund handler om Facebooks frygt for manipulation i forbindelse med den igangværende amerikanske valgkamp, men at det lige nu går ud over virksomheder over hele verden frem for russiske internettrolde”.
– Jeg har været i kontakt med en medarbejder hos Facebook i Norden, som også har forsøgt at få deres compliance team til at tage et ordentligt kig på sagerne, men heller ikke Facebooks egen medarbejder kunne gøre noget, siger Kasper Bengtson.
I stedet endte det med en anbefaling om, at bSocial burde oprette en ny Business Manager (et styringsværktøj, hvor administrerer al sin markedsføring og annoncering på Facebook, Red.) for kunden, og selvom det kan løse problemet på kort sigt, så er det sidste udvej, mener Kasper Bengtson.
– Det er en besværlig proces, som vil resultere af tab af en masse data, f.eks. fra Facebook Attribution. Men hvis ikke Facebook løser problemet, så er man på sigt nødt til at gøre det, siger han.
Han henviser til en midlertidig løsning på problemet, som bSocial har benyttet sig af over for bureauets to berørte kunder, nemlig at annoncere fra en anden annoncekonto.
– Hvis man ikke har en anden annoncekonto liggende i sin Business Manager, så kan man oprette en annoncekonto uden for sin Business Manager og så anmode om adgang til den via sin Business Manager. Det er ikke optimalt, da man gerne skal samle alle sine aktiver under sin Business Manager, men det er en løsning, som gør det muligt at annoncere midlertidigt, siger han.
Læg ikke alle æg i Facebooks kurv
Ifølge Kasper Bengtson, så henter flere af bureauets kunder (især modebrands) størstedelen af deres onlineomsætning via sociale kanaler i dag.
Facebook lancerer snart ”Instagram Checkout”, der gør det muligt for forbrugere at købe de produkter, der annonceres for på Instagram direkte. Dermed bliver platformen mere attraktiv og en essentiel kanal for virksomheder, som ønsker at afsætte deres produkter direkte til forbrugerne, mener han.
– Det ironiske er, at Mark Zuckerberg har fremlagt netop Instagram Shops og Instagram Checkout som værende en løsning, der især vil gavne mindre virksomheder i en svær tid. Denne udmelding kommer samtidigt med, at selvsamme virksomheders annoncekonti bliver blokeret og appeller herom ignoreres af det team, der burde håndtere dem, siger Kasper Bengtson, der ikke er i tvivl om, at Facebook nok skal få løst ”de aktuelle udfordringer”.
– Med det sagt, så mener jeg, at man som virksomhed bør stille sig kritisk over for at lade sit online salg være afhængigt af én kanal – og derfor begynder vi, at undersøge potentialet for salg via andre sociale kanaler af, herunder Pinterest, så de på sigt ikke lægger alle æg i samme kurv, siger Kasper Bengtson og slutter:
– Det virker til at være meget tilfældigt, hvilke virksomheder problemet rammer – og derfor er det min anbefaling, at man opretter ekstra annoncekonti i sin Business Manager, som man kan bruge, hvis uheldet skulle være ude.