Bladet Facts har altid været interessant læsning. Med korte redegørelser for igangværende og nyligt afsluttede projekter fra de forskellige institutter på universiteter og handelshøjskoler fik man – kort og præcist – åbnet op for det nyeste fra de afsætningsøkonomiske fagområder. Og med henvisning til kontaktpersoner for de enkelte projekter, hvilket gav mulighed for at få yderligere information om dem.
Til trods for indholdets relevans må nok ærligvis siges, at opsætningen og strukturen af Facts hidtil ikke har været voldsom ophidsende. Hertil kommer så, at projektbeskrivelserne kunne virke noget summariske og at bladet nok manglede mere uddybende stof.
Det er der nu rådet bod på med den nye udgave af Facts. Et ændret – og betydeligt mere indbydende – layout anvender forsiden til korte introduktioner til bladets øvrige indhold. Det giver bladet et mere appelerende udseende i retning af et egentlig nyhedsbrev. Samtidig indeholder Facts nu ikke kun de meget strukturerede projektbeskrivelser, men også egentlige artikler og indlæg. Disse er holdt indenfor et enkelt hovedtema. I det sidste nummer er der fokus på Markedskommunikation, og bladet rummer spændende indlæg om reklamens effekt (af professor Flemming Hansen) og om begrebet Auto-kommunikation (af lektor Lars Thøger Christensen). Disse længere indlæg, der både er velskrevne og begge på forbilledelig vis slutter med en række referencer til yderligere litteratur, er i høj grad med til at hæve læseværdien og bladets appel.
Projektbeskrivelserne er stadig med; i sidste nummer tages der hul på en så utraditionel problemstilling som Danske Jordbær – et projekt, hvor bl.a. MAPP centeret i Århus er involveret.
Afslutningsvis er der en side med nyt fra institutterne og en spændende liste med nye udgivelser af bøger og working papers.
Facts har med det nyeste nummer fået et løft i både layout og især i indhold, der gør det til en seriøs og interessant informationskilde for alle, der har interesse i de nyeste forskningsområder indenfor afsætningsøkonomien. Vi ser frem til næste nummer.