Færøskejede BankNordik, som har filialer på Færøerne, Grønland og i Danmark, skruer op for reklameindsatsen for at øge danskerne kendskab til den relativt ukendte bank.
Banken har ni bankfilialer herhjemme, som de overtog fra Sparbank i februar i fjor. De fleste filialer er placeret i det sydvestlige Danmark, så banken har skudt en reklamefilm, som fra i aften vises på TV Syd. Om 14 dage vil den også blive vist på TV Fyn.
– Formålet med den nye reklamekampagne er at øge kendskabsgraden på bankens markedsområder i Danmark, siger Jan Ulsø Madsen, der er direktør for BankNordik i Danmark.
Udover ønsket om at gøre BankNordik-navnet kendt blandt flere danskere, så er formålet med reklamefilmen at understrege, at banken er i stand til at sætte sig ind i kundens sted.
– En kundes aktuelle situation er unik i forhold til både hvilken fase af livet, kunden befinder sig i, og hvilken økonomi den enkelte har. Derfor går vi meget op i at sætte os i kundens sted, hvilket helt bogstaveligt bliver illustreret i reklamefilmen, siger Jan Ulsø Madsen.
Reklamefilmen er udtænkt af det ligeledes færøskejede kommunikationsbureau Sansir, og den er lavet i samarbejde med produktionsselskabet Nosuchname.
– Udgangspunktet for filmen er at brande banken, og dernæst at få den positioneret som lokalbank, hvor omdrejningspunktet er den enkelte kunde, siger Rune Galschiøt, kreativ chef i Sansirs afdeling i København.
Du kan se filmen her:
/embed>/embed>