Hvad gør man, når man kun har et kampagne-budget på 725.000 kroner inklusiv bureau-honorar, og alligevel skal levere value til kunden?
Man skaber et mikrosite, der forhåbentlig er frækt nok til, at brugerne sender linket videre, og så stør man et minimalt antal bannere rundt på nettet.
Det er i det mindste tanken bag Sansirs kampagne for Atlantic Airways, der gør brug af IUM som mediebureau.
− Målsætningen er i virkeligheden at få fat i e-mailadresser med information om køn, alder og postnumre på potentielle danske rejsende til Færøerne. Billigst muligt. Derfor er det oplagt at skabe en digital kampagne og i dette tilfælde basere kampagnen på et mikrosite, siger Rune Galschiøt, kreativ direktør for Sansir.
Sitet hedder ikke overraskende www.ferieoerne.dk, og lokkemaden er heller ikke overraskende en rejse til Færøerne. IUM har så strøet bannere rundt omkring på blandt andet jp.dk, travelmarket, rejseliv.dk, business.dk, tgt.dk og den type sites, der af IUM er valgt som bedste holdeplads for budskaberne.
Med et får man som rejseguide mulighed for at smage lidt af de ”fårunderlige øer”, som bureauet kalder kommunikationen.
Er det ikke lige lovlig plat?
− Grundtanken er at pirre folks nysgerrighed. Derfor har vi ikke skabt den traditionelle kampagne med smukke billeder og masser af fakta. Det er godt for dem, der allerede er interesserede i Færøerne, men egentlig ikke særlig rekrutterende. Vi vil rekruttere nye rejsende, og det gør vi ved at underholde, siger Rune Galschiøt.
Kampagnen kører fra den 16 til 29. marts, og målet er at få 5.000 nye medlemmer i målgruppen 30-55 år i databasen. Hvorefter relationsmarkedsføringen kan eksekveres yderligere.
Det er Atlantic Airways, der har bestilt og finansieret kampagnen. Færøernes Turistråd er medsponsor.