Mindre end en tredjedel af de 1200 annoncører som DRRB har spurgt i årets imageundersøgelse, der offentliggøres i Børsen i dag, vil bruge flere reklamekroner i år end sidste år. Siden 1996 har antallet af annoncører, der forventede at øge budgettet ligget på omkring 50%, men i år er den andel altså faldet til 29%.
Faldet ser ud til at komme til at ramme medierne over en bred kam. Kun fagblade og udstillinger kan se frem til, at flere annoncører vil øge deres brug. Især internettet må tage et dyk, idet gruppen af annoncører der vil øge anvendelsen af internettet er faldet til mindre end en tredjedel. I undersøgelsen falder tv med fire procentpoint, mens dagbladene går to point tilbage.