Det bliver både vanskeligere og dyrere at få de absolut billigste boliglån uden afdrag og med variabel renter fremover. Det slår direktør for Realkredit Danmark, Carsten Nøddebo Rasmussen, nu fast. Det sker efter, at også koncerndirektør Peter Engberg Jensen fra Nykredit mandag meldte ud, at de fremover kun vil udbetale lån uden afdrag med variabel renter op til 60 procent af vurderingen. Resten af lånesummen op til den lovbestemte lånegrænse på 80 procent, skal være de langt dyrere lån med fast rente og afdrag hos Nykredit.
–Færre hos os vil også fremover gå ud af døren med en fuld belåning fra nul til 80 procent med flexlån uden afdrag. Kravene til de kunder, der har en relativ mindre økonomisk styrke, vil blive strammet en smule, hvis de skal have flexlån uden afdrag. Flere vil derfor blive bedt om at tage en del af deres lån, som fastforrentede lån med afdrag, siger Carsten Nøddebo Rasmussen.
Stramningen kommer for at gøre systemet mere robust, men også fordi realkredittens krav til kapital og økonomiske stødpuder fremover øges på den del af udlånet, som er mest risikabel.