Noget tyder på, at det danske arbejdsmarked har det godt.

Antallet af varslede fyringer er nemlig det laveste siden 2007, antallet af ledige job stiger, og ledigheden ligger stabilt omkring 6,5 procent. Fyringsantallet er det laveste, siden krisen begyndte, og chefanalytiker Erik Bjørsted fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd taler om “overraskende gode tal fra arbejdsmarkedet.”

– De første syv måneder af i år blev der varslet 3.813 fyringer, og det er et pænt fald fra de 5.942 sidste år på samme tid. Vi skal helt tilbage til 2007, altså før krisen, for at finde et lavere tal.

Erik Bjørsted har også noteret sig, at både Jobnet og Jobindex har kurver med en samlet opadgående tendens, “så meget tyder på, at beskæftigelsen vil vokse den kommende tid”.

Trods fremgangen er hverken Erik Bjørsted eller Danske Banks cheføkonom Steen Bocian rigtigt optimistiske på dansk økonomis vegne, fordi opsvinget i Europa har mistet pusten – i hvert fald i øjeblikket.

/ritzau/