Go’ musik og store oplevelser – men også snøft, nys og høfeber. Hvert år samles 110.000 festivaldeltagere på en græsmark i Roskilde til fire dages musik og fest, netop som sæsonen for græspollen kulminerer. I år får de et nyt redskab i kampen mod lange næser og nys.
Astma-Allergi Forbundets “Pollenfælde” tager nemlig på festival, så Roskilde kan få sit helt eget lokale Dagens Pollental og Dagens Pollenvarsel direkte fra festivalområdet.
– Når 110.000 mennesker er samlet udendørs midt i pollensæsonen, vil flere tusinde af dem gå rundt med høfebersymptomer. Dem vil vi gerne klæde på til at få så meget som muligt ud af musikken, festen og fællesskabet, selv om der samtidig er fuldt blus på græspollensæsonen, fortæller Janne Sommer, der er leder af Astma-Allergi Forbundets pollenteam og står for den daglige optælling af årets Roskilde-pollen.
Astma-Allergi Forbundets “Pollenfælde” bliver hejst højt til vejrs på en bygning på festivalområdet.
Hver dag kl. 11.00 vil Dagens Pollental og Dagens Pollenvarsel for festival en blive offentliggjort på storskærmene samt i festivalens egen radio, avis, mobilapplikation og hjemmeside.
– Unge er særligt hårdt ramt af pollenallergi, men er måske ikke altid de bedste til at få gjort noget ved det. Med Dagens Pollental for Roskilde Festival sender vi et budskab til unge om, at det er vigtigt at tage sin høfeber alvorligt – fordi høfeber går ud over livskvaliteten og kan udvikle sig til astma, uddyber Janne Sommer.