Antallet af selskaber, der går konkurs, faldt i februar med cirka 8 procent, sammenlignet med samme måned i 2011. Og ser man på hele det seneste år, faldt omfanget af konkurser 15 procent.

Det oplyser erhvervsorganisationen Dansk Erhverv med henvisning til en undersøgelse, foretaget af data- og analysevirksomheden Experian, skriver Ritzau.

Den faldende kurve over konkurser tog ganske vist et knæk i den forkerte retning i januar, men nu er bevægelsen tilbage ved den udvikling, vi så gennem hele 2011.

En god nyhed

Ifølge cheføkonom Bo Sandberg fra Dansk Erhverv er det nuværende niveau med omkring 450 konkurser om måneden stadig ganske højt. Gennemsnittet er over dobbelt så højt som for fire år siden.

– Men det er positivt, at konkursomfanget aftager. Og når den kendsgerning kædes sammen med de seneste tal for eksport, beskæftigelse og privatforbrug, så tegner der sig et lysere bilede af aktiviteten i den private sektor, end vi har set længe, siger han.

Udviklingen tyder på, at den største del af virksomhedernes tilpasning oven på finanskrisen har fundet sted, vurderer Bo Sandberg.

 

Ritzau