Sommer er ofte lig med voldsomme dyk i tv-forbruget, og det får mange tv-stationer til at genudsende en række programmer. DR vil dog i år sende færre genudsendelser og flere førstegangs-udsendelser. DRs konstituerede tv-direktør Lars Grarup indrømmer, at det er rigtigt, at der er flere genudsendelser om sommeren.
– Der er langt færre, der ser fjernsyn i sommerperioden, og derfor lancerer vi ikke store og dyre drama- eller underholdningsprogrammer i den periode. Selv om der til tider opstår debat om genudsendelserne i tv om sommeren, er der faktisk mange, der nyder at se programmer, de måske ikke fik set i første omgang eller bare gerne vil se igen, siger Lars Grarup.
DR TV sendte sidste år 286 timers flere førstegangs-udsendelser og 132 timer færre genudsendelser end året forinden.