Der skal skabes vækst i Danmark, og det skal ifølge fagbevægelsen blandt andet ske ved, at pensionsselskaberne får nemmere ved at investere de milliarder af kroner, der ligger i pengekasserne rundt omkring, i fælles projekter mellem det private og offentlige, skriver dagbladet Information.

Fagbevægelsen vil have pengene i spil i forbindelse med de igangværende trepartsforhandlinger og have regeringen til at lave en konkret plan for, hvordan pengene kan investeres hurtigst muligt.

– Man bør i trepartsforhandlingerne nedsætte et udvalg, som kan se nærmere på det her. Både på overordnede rammevilkår og mere konkrete projekter, siger Kim Simonsen, formand for HK.

Et såkaldt offentligt-private-partnerskaber (OPP) kan blandt andet stå bag opførelse af en Kattegatbro eller en havnetunnel i København. Selskabet skal dog også forrente sin investering og derfor også stå bag driften eksempelvis via brugerbetaling.

 

Information