En brancheundersøgelse fra Dansk Fagpresse viser, at portostøttens bortfald, der trådte i kraft i mandags, fører til konkret bladdød.
Foreløbig har Film og TV-Arbejderforeningen måttet afvikle månedsbladet »Redhead«. To blade fra SiD – »Stof&Saks« samt »Pak&Papir« – er også gået ned. Desuden har Dansk Bordtennins Union måttet opgive udgivelsen af »Bordtennismagasinet«, og PC-magasinet »Alt om Net« har heller ikke kunnet klare de øgede udgifter. Fagbladet »Sygeplejersken« og »Gartneri Tidende« har begge besluttet at halvere udgivelsesfrekvensen.
Dertil kommer en række lokale fagforenings- og idrætsblade, der ikke er medlemmer i Dansk Fagpresse, hvorfor der endnu ikke foreligger en samlet oversigt. Og yderligere bladdød ventes, når afskaffelsen af portostøtten på 188 millioner kroner slår rigtigt i gennem.
På længere sigt frygter Dansk Fagpresse dog, at der vil ske yderligere lukninger og reduktioner. Mange organisationsblade har nemlig kun lige fået ekstraordinært produktiontilskud til at klare sig i omstillingen.
En brancheundersøgelse blandt Dansk Fagpresses 335 fagblade, tidsskrifter og spedcialmagasiner viser således, at en stor del gør klar til yderligere besparelser. I alt har 176 svaret, og heraf venter 41 at reducere antallet af udgivelser, lige så mange vil reducere sidetallet, og 49 vil forhøje abonnementsprisen. Derudover vil 31 reducere brugen af freelancemedarbejdere, mens 62 planlægger at rydde op i adressedatabasen.