En ny kampagne fra sælgernes fagforening, Business Danmark, skal gøre op med danskernes stereotype opfattelse af sælgere.  
– Vi har alle noget at sælge. Når marketingchefen laver en ny reklamekampagne, så er det for at sælge. Når ingeniøren rådgiver kunderne, så er det rådgivende salg. Og håndværksmesteren, som har byttet værktøjet ud med lommeregner og tilbudsskrivning, er også sælger, siger Søren Hanager, der er kommunikationschef for Business Danmark.
Med andre ord arbejder rigtig mange danskere hver eneste dag med salg, men de vil til enhver tid forsværge, at de er sælgere.
I stedet identificerer de sig med deres uddannelsesbaggrund. Den nye kampagne skal nuancere billedet af, hvem der egentlig er sælgere, lyder det fra Søren Hanager.
– Vi vil også gerne fortælle den almindelige dansker om sælgerhvervet. At vi alle har noget, vi gerne vil sælge. Om det så er en ny idé, vores hjertebarn af et produkt, vores gamle, velkørende bil, eller os selv, når vi til jobsamtalen forsøger at gøre det bedste indtryk. Vi vil simpelthen åbne danskernes øjne for at salg og sælgere er en vigtig del af vores virkelighed og langt mere end den irriterende abonnementsælger, som ringer midt i ulvetimen. Og samtidig vil vi give alle der arbejder med salg, den kredit de fortjener, siger han.
Kampagnen er udviklet af bureauet We Love People, og den kører i denne uge hen over de danske tv-skærme.
Kontaktchef Andreas Lange fra We Love People udtaler: ”Det har været ekstrem interessant og kompleks kampagne af udvikle. Det er et stort spring for Business Danmark at skulle rekruttere nye medlemmer i segmenter, som de ikke har været kendt hos tidligere. Samtidig er vi ude på en større mission, som handler om at få danskerne til at ændre deres forståelse af salget og ikke mindst deres egen faglige rolle i forhold til at sælge”, siger han.
– Det endelige slutresultat på kampagnen bliver forhåbentlig en masse nye medlemmer i foreningen og A-kassen. Business Danmark har en paraply af produkter, der hjælper folk til at blive bedre sælgere. Det vi har gjort, er egentlig blot at formulere alle disse redskaber ud til de mennesker, der har behov for det. Også til dem der slet ikke vidste, at de havde behovet, slutter Andreas Lange.
Du kan se kampagnens første film herunder:
/embed>