Det er måske ikke lige indlysende for alle, at TV 2 har valgt at gå ind i en stor, international reklamefestival som Cannes Lions.
Godt nok lever TV 2 af reklamer, men imageværdien i den bredere offentlighed er begrænset, og den kortsigtede kommercielle værdi er måske til at overse, men med repræsentantskabet følger også nogle muligheder, som TV 2 ønsker at udnytte optimalt.
– Der er ingen tvivl om, at Cannes Lions er et fagligt mekka for inspiration og innovation, og dét vil vi selvfølgelig gerne være en del af. Det er jo VM i reklame, og som landets største kommercielle mediehus er det oplagt for os at være repræsenteret og være i tæt dialog med den kreative del af branchen, siger Jacob Fischer, marketingchef for TV 2 Business Relations.
– Jo højere kreativt niveau, jo bedre reklamer kan vi tilbyde på tværs af platforme til vores seere og brugere, fortsætter han.
Og selv om udgangspunktet for tre år siden, da TV 2 takkede ja til Cannes Lions-repræsentantskabet, var et tættere forhold til den kreative del af branchen, så betragter Jacob Fischer også arrangementet som en vigtig brik for tv-stationens kontakt til annoncørerne.
– Cannes er en rigtig god platform for at styrke vores relationer til annoncørerne. Det handler ikke om palmesus og rosévin, men om muligheden for at afdække og diskutere de tendenser, vi oplever på festivalen, siger han og påpeger, at TV 2 tilrettelægger faglige programmer for annoncørerne i løbet af festival-ugen til glæde for udvalgte samarbejdspartnere og annoncører.
– Vi må ikke glemme, at verdens skarpeste hjerner er samlet i Cannes, og her får vi måske den bedste mulighed overhovedet for at få et indblik i udviklingen og de udfordringer, vi som medievirksomhed står overfor i de kommende år.
Pengene værd for TV 2
Den inspiration og viden, som Cannes Lions byder på, forsøger TV 2 at videreformidle ved at bringe daglige nyheder fra Cannes under festivalen gennem TV 2 MediaForum:
– Der er ingen tvivl om, at de seneste par års økonomiske situation har lagt en dæmper på den danske branches muligheder for at sende medarbejdere til Cannes, og derfor gør vi også meget ud af at fortælle om, hvad der foregår dernede. Vi bruger udtrykket ”at bringe fagligheden hjem til Danmark”, og det tager vi alvorligt gennem vores daglige nyhedsbreve fra selve festivalen, fortæller Jacob Fischer.
Og det handler om mere end tv-reklamer. Internt i organisationen holdes der fokus på TV 2’s Cannes Lions-engagement i både udviklings-, salgs- og marketingafdelingerne, fordi seminarer, talere og vinderprojekter i Cannes netop viser de nyeste tendenser inden for markedsføringens forskellige discipliner og ikke mindst på tværs af disse.
– Vi skal jo også være på forkant med udviklingen og gøre vores forskellige platforme attraktive for kreative og nytænkende løsninger, understreger Jacob Fischer.
2010 er tredje år for TV 2 som danske repræsentanter for Cannes Lions, og selv om satsningen kræver nogle interne ressourcer, er det anstrengelserne værd, mener Jacob Fischer.
– Vi analyserer løbende, og indtil videre er det en klar succes, som lever op til de målsætninger, vi har for engagementet.