Om det er naiv optimisme eller om der virkelig er håb, skal være usagt. Men Dansk Fagpresseforenings direktør Christian Kierkegaard giver over for Berlingske Tidende udtryk for håb om, at det kan lykkes at undgå fjernelsen af bladportoen.
Han begrunder det bl.a. med en række møder, man har haft med regerings-partierne og oppositionen.
– Det er vores håb, at det har gjort indtryk, siger han til avisen.
Sideløbende arbejder foreningen dog med alternative distributionsformer, og der har været afholdt møder med Bladkompagniet og Distributionsservice, som begge har fremlagt modeller og pris-eksempler på, hvordan de vil kunne klare distributionen af fagblade. Oplæggene peger på, at de er konkurrencedygtige, hvis portostøtten fjernes samtidig med, at Post Danmark sætter prisen op til normalt porto – altså det værst tænkelige scenarie, hvor meromkostningen skønnes at ligge på 5-600 mio. kr. Men prisen vil stadig være noget højere end den nuværende, hvor der både gives portostøtte og hvor Post Danmark sætter en særligt lav pris.