Salget af produkter med Fairtrade Mærket er firdoblet på bare syv år, hvilket sker, fordi vi i stigende grad bekymrer os om, hvor vores råvarer kommer fra.
Det skriver Foodculture.dk.
Omsætningen af produkter med Fairtrade Mærket er firdoblet fra 2005 til 2011, hvor salget er gået op fra anslåede 115 til 558 millioner kroner om året. Det er direktøren for Fairtrade Mærket, Jonas Giersing, naturligvis glad for.
De seneste år er der kommet mere fokus på, hvor vores madvarer kommer fra, og under hvilke forhold de er produceret. Det har øget behovet for, at de danske fødevarevirksomheder fokuserer deres CSR-indsats på hele værdikæden, og derfor får Fairtrade Mærket og andre fair trade mærker som UTZ og Rainforest Alliance stigende opmærksomhed i disse år.
I Landbrug & Fødevarer mener seniorkonsulent Jens Ring at Fairtrade Mærket kan være et værktøj til at sikre social ansvarlighed.
– Virksomheder har mange forskellige elementer i værktøjskassen, og Fairtrade Mærket et vigtigt supplement, fordi virksomhederne nu er nødt til også at indtænke første led leverandørkæden i deres CSR-strategi, siger Jonas Giersing.
Foodculture.dk/epn.dk