Sidste år måtte danskerne for tredje år i træk tage hjem uden løver i Film-kategorien ved det årlige OL i reklame, Cannes Lions. Men i år bliver det forhåbentligt anderledes. Skal man tro Ib Broup, kreativ direktør på reklamebureauet, Bates/Red Cell, som Markedsføring har vist listerne af tilmeldte film, er der intet i vejen med de 57 indsendte film. Antallet af danske film ved Cannes Lions er det laveste i fem år og knap 20 procent færre end sidste år.
– Der er en del film på listen, som jeg ikke kender. Derfor er det jo med en vis udsikkerhed, at jeg forsøger at spå om, hvor der er vinderchancer, siger Ib Borup, der nævner Fakta-filmen ”Stregkode”, som den film med størst løvepotentiale. Det er Uncle Grey i Århus, som har skabt filmen, der er produceret af Lassie Film og instrueret af Jan Gleie.
Ib Borup nævner også en film for Bianco ” Hands are so last year”, der er skabt af &Co, som en film med løvepotentiale.
Han tror også, at Bianco har gode chancer for at gøre sig godt på print.
– Men jeg er også ret vild med Kodimagnyl-kampagnen fra Grey. Det er en super eksekvering, der burde tiltale et internationalt publikum, siger Ib Borup.
I næste uge begynder den årlige reklamefestival Cannes Lions, der regnes for verdens største og mest prestigefyldte reklamepris. Markedsføring er med under festivalen og vil dække begivenhederne. Så følg seneste nyt fra Cannes på www.markedsforing.dk