De skal til at vise deres bryster, de kvindelige Fakta-medarbejdere. Og det ganske enkelt for at få kunderne til at blive noget længere – og ikke mindst for at få forbrugerne til at huske på, at Fakta simpelthen er den hurtigste butik at handle i.
Efter et helt år med jubilæumsfilm er Fakta nemlig nu vendt tilbage til deres oprindelige reklamefilm-koncept. Hastighedskonceptet, som de kalder det. Og det sker primært fordi Fakta-butikkerne har bevæget sig ned af listen over hvilke butikker, der – i forbrugernes øjne – er de hurtigste at handle i.
– Hvert kvartal kører vi tracking på, hvordan Fakta fungerer på markedet. Vi stiller blandt andet et spørgsmål, der går på hvilken butik man synes der er hurtigst at handle i, og på den dimension har vi altså mistet et par procent, fortæller Jens Hagbard, direktør i Grey Århus, og erkender dermed, at Fakta nu ikke længere topper listen.
– Og den postition vil vi gerne generobre, konstaterer han uden dog at ville afsløre, hvilken kæde der nu ligger øverst. Mæeen, man kan jo have sine anelser….
Marketingchefen i Fakta, Heidi Simonsen, fortæller også at de har haft stor succes med den oprindelige stil “Det ta’r kun fem minutter”, og at de derfor finder det naturligt at fortsætte, hvor de slap.
Således gik Fakta i søndags i luften med tre nye imagefilm, der dog er blevet udviklet en smule, siden de startede for knap fire år siden. Nu er nogle af dem nemlig også med tale.
– De nye film er mere komplicerede rent produktionsmæssigt. I en af dem har vi for eksempel været nødt til at skille en trediedel af Fakta-butikken ad, smågriner Jens Hagbard og tilføjer, at de heller ikke har lavet så mange forskellige film som sidste år.
Senere på året finder flere nye film vej til skærmen, og de er ligesom de tre første udarbejdet i samarbejde med B&W Film og har Jan Gleie som instruktør.
Fakta-bryster.tif