Tallene ser ud, som om reklamefilmen virker, og det passer jo vældig godt til Nørgaard Mikkelsens slogan om “Gør det noget det virker“.
Men panelet i Markedsførings Karakterbog, der produceres af AC Nielsen AIM, lod sig dog ikke overbevise af tallene for den Falck-film, som nu har fået seernes dom.
Det gælder en film, der viser en mand med en bil, der er brudt sammen. Han står i vejkanten, mens en vejarbejder, der er ved at slå græs i vejkanten, nærmer sig bagfra. Falck tilbyder hjælp inden for 45 minutter, så manden når væk, før vejarbejderen når frem. Han kan så til gengæld se tilbage på, hvor meget/lidt han har nået på den tid, Falck har brugt på at yde assistance.
I kampagneperioden op til testtidspunktet opnåede filmen en nettodækning på 76 pct. 78 pct. husker at have set den, så erindringen er i top, idet den huskes fra tidligere visnings-perioder. 53 pct. kan uhjulpet identificere Falck som afsender, 53 pct. synes godt om filmen, mens 39 pct. giver den skudsmålet dårlig. Alt ialt en ganske pæn score.
Men det var ikke nok til at formilde panelet, som ikke var vild med filmen.
– Jeg kan godt forstå, at man lægger mærke til filmen, men sympati-tallene overrasker mig. Jeg synes, det er en trist film – den er grå og det er regnvejr, og den efterlader mig i dårligt humør, sagde Anders Høiris.
– Det er et godt produkt, der beskæftiger sig med en situation, vi alle kan sætte os ind i. Konceptet med at garantere hjælp inden for 45 minutter er godt, og det kunne kommunikeres på så mange charmerende måder. Men den her er dødssyg, sagde Mogens Jønck.
Lisbeth Mundrup Radant var ikke meget mere positiv.
– Men jeg tror filmen vinder med sekvensen, hvor vejarbejderen undrende ser på, hvor meget/lidt han har nået på den tid, det har taget at få hjælp, sagde Lisbeth Mundrup Radant.
Den høje branding tilskrev panelet Falcks status på markedet.
Sune Bang: – Falck ejer kategorien. De kan næsten ikke undgå at få en høj branding.
Anders Høiris: – Falck har en kanon indarbejdet logotype. Der er noget ganske særligt over Falck – det er noget med ambulancer og brandbiler – og man kan ikke lade være med at kigge, når de optræder.
Mogens Jønck: – Falck har monopol og tallene skal læses i det lys.
Lisbeth Mundrup Radant: – Tallene er gode. Spørgsmålet er, om de er gode nok. Der er så mange som 40 pct., der ikke kan lide filmen.
Og der kom evalueringen så til at stå. Havde det været en udfordrer til Falck, der havde opnået tilsvarende tal, havde det været flot. Men for et firma med Falcks status stilles der helt andre krav, og der er behov for stærkere attituder, end denne film udtrykker.
Den korte og kontante udgangsreplik fra Anders Høiris lød:
– Jeg synes, reklamefilmen misbruger et godt produkt.
Foto fra filmen ligger i fotomappen mf19
Niels! Husk at udskifte de to panelbilleder: Mogens Jønck og Lisbeth Radant.