Det er formentlig den vigtigste begivenhed nogensinde på det danske SoMe-marked, når det drejer sig om konsolidering af kommunikationskompetencer.

Det er social media management platformen Falcon.io, der er en af Europas vigtigste aktører inden marketing på de sociale medier, som i går købte Komfo af Sitecore.

Forhistorien er denne:

I 2012 købte Sitecore, global leder indenfor experience management software, en tredjedel af Komfo-aktierne som en lokal venture investering og har over tid forøget ejerandelen til 100 pct.

Handlen er ”ren”, hvilket vil sige, at Falcon har betalt pengene kontant?

– Ja, det er rigtigt, at det er en ren handel, finansieret af et stærkt forbedret cash-flow og et godt resultat sidste år. Der er ikke tale om at bytte aktier eller på anden vis undgå at lægge kontanter på bordet, siger Ulrik Bo Larsen, CEO hos Falcon.

Enorme fordele ved at samle ekspertisen

Men hvad er tanken med opkøbet?

– Selv om Falcon og Komfo har en del tjenester, der ligner hinanden meget, så ser vi alligevel betydelige fordele ved at samle ekspertisen, siger Ulrik Bo Larsen.

Og de fordele er?

– Den vigtigste årsag er kundernes reaktioner. Vi har oplevet, at en del virksomheder har shoppet mellem Falcon og Komfo, givet gode og sunde tilbagemeldinger på deres ønsker, og ud af de input opdagede vi, at det ville være rationelt, hvis vi samlede kompetencerne.

– Der var ofte tale om smags-nuancer, når kunderne fortalte, hvorfor de valgte den ene platform til og den anden platform fra, så vi tænkte, at vi ville levere ”the best of both worlds”, hvilket var kernen i strategien.

– Det betyder selvfølgelig, at vi ikke behøver den samme mængde udviklingsteams, men kan arbejde målrettet mod at levere de bedste løsninger, baseret på kundernes ønsker. Så i virkeligheden var det indsigterne fra de to kundebaser, der fortalte os, at beslutningen om at købe Komfo var rigtig.

Den dybe tallerken er opfundet

Hvordan påvirker fusionen Falcons globale ambitioner?

– Vi er styrket, fordi vi ikke længere er to selskaber, der skal opfinde den dybe tallerken igen og igen. Vi har de bedste hjerner fra begge sider, der arbejder sammen, og resultatet bliver stensikkert, at vi kommer ud med endnu bedre værktøjer på de internationale markeder.

Der er plads til forbedring?

– Helt afgjort. Det kundefokus, alle virksomheder taler om, er først ved at komme rigtig i gang, når vi taler om alle de muligheder, virksomheder har på de mange sociale medier. Den rejse skal blive meget, meget bedre, og virksomhederne skal have rigtig mange flere og bedre muligheder for at skræddersy kommunikationen og content-håndteringen.

– Det er præcis den slags nye tjenester, vi skal i gang med at udvikle, så kommunikationen på tværs af kanalerne blive lettere tilgængelig og mere logisk. Og ikke mindst være designet, så kunderne får mest muligt ud af investeringerne.

Det er også en rationaliserings-øvelse

Rasmus Møller Nielsen, CEO hos Komfo, uddyber:

– Vi har i Komfo især udviklet tjenester til at behandle annoncer på fx Facebook, som supplerer Falcons software, og det er et konkret eksempel på, hvor det nye samarbejde giver mening. På mange områder ligner vi hinanden, men det er altså også spidskompetencer i det ene selskab, der vil løfte det samlede tilbud til markedet.

Kan vi vende tilbage til selve finansieringen?

– Ja, naturligvis. Vi oplevede hen over 2017, at vi voksede med 40 pct., og at vores cash-flow var ualmindeligt solidt. Derfor havde vi musklerne til at foretage købet uden at skulle ud og låne penge, fortsætter Ulrik Bo Larsen.

– Og da Sitecore ville sælge, og Komfo-medarbejderne var positive, var det jo en klar fordel for alle parter. Med opkøbet spår vi, at vi i 2018 også vokser 40 pct., hvilket vi selv anser for meget fornemt.

Der må også være synergifordele og dermed besparelser ved opkøbet?

– Ja, det er der bestemt, og det er ikke mindst i ledelseslaget. Jeg står til rådighed i den periode, Ulrik (Bo Larsen) mener er nødvendig for at gøre kunderne trygge og overleveringen sker professionelt og ordentligt, siger Rasmus Møller Nielsen.

– Derefter fratræder jeg, og jeg har faktisk ikke konkrete planer for fremtiden nu. Jeg koncentrerer mig om at hjælpe til, så den nye fusionerede virksomhed fungerer på en rigtig god måde.

Ifølge Ulrik Bo Larsen vil Falcon.io overtage det absolutte flertal af medarbejderne, men der vil være visse overlap af funktioner i en konsolidering. Hvilket betyder, at der endnu ikke kan sættes tal på antallet af afskedigelser.

Fakta

  • Falcon.io har skabt en af Europas bedste content management platforme til håndtering af indhold på de sociale medier.
  • Falcon agter med opkøbet af Komfo at styrke væksten i USA.
  • Falcon har godt 200 medarbejdere, de 135 i Danmark.
  • Komfo har 65 medarbejdere, de 35 placeret i Bulgarien.
  • Begge selskabers målgruppe er store og mellemstore virksomheder.
  • Falcons ejerkreds er: Ulrik Bo Larsen, Morten Søderquist Li, Northcap Partners (Copenhagen), Target Partners (München), Prime Ventures (Amsterdam) og Cipio Partners (Luxembourg).