Henrik Ottensten formand for brancheforeningen for reklamegaver mener, at der er alt andet en krise i reklamegavebranchen. Der er tværtimod fremgang siger han, og begrunder det med at der er sket en enorm tilvækst når det drejer sig om merchandise og licensvarer.
– Tænk bare på hvad der bliver solgt af halstørklæder med klubnavne på, som f.eks. Brøndby og FC København – der bliver omsat for mange millioner af kroner på den slags, alene her i Danmark. Og fodboldklubben Manchester United omsætter på verdensplan for 500-600 millioner kroner på merchandise alene. Så det er ikke småpenge, vi taler om. Det er ikke kun indenfor sport, der er penge at tjene på merchandise og licensprodukter. I underholdningsindustrien bliver der solgt uhyrlige mængder af f.eks. t-shirts, krus, kalendere, caps o.s.v., med tegneseriefigurer, musikgrupper og skuespillere på. Desuden er der et kæmpemarked for merchandise/licensprodukter, der relaterer sig til temaparker. Disney World, Tivoli og Legoland er eksempler på det. Problemet er blot, at de specialfirmaer der tager sig af den form for gaveartikler, ikke er med i vores brancheforening, og de tæller derfor ikke med i statistikken, hvilket er en stor fejl. Det håber jeg på bliver ændret, så vi kan få et realistisk billede af hvordan det går branchen som helhed. Jeg mener bestemt at licens og merchandise produkter hører ind under vores branche. – En anden grund til at det kan se ud som om branchen har en faldende omsætning er, at der gennem de sidste år er dukket utrolig mange tekstiltrykkerier op. De tager noget af omsætningen fra os. Før i tiden stod et reklameartikelfirma for både produkt og trykning. I dag vælger nogle firmaer at sprede produktionen over mange udbydere.

SPECIALISERING OG UDDANNELSE
For at branchen skal følge med tiden mener Henrik Ottensten, at det er nødvendigt at firmaerne specialiserer sig, og sørger for at uddanne medarbejderne, så de kan være en relevant sparringspartner for firmaerne og deres marketingafdelinger.
– Jeg mener at man, ligesom i enhver anden branche må have sit speciale eller sin niche. Man kan ikke rådgive og skræddersy produkter til alle brancher og firmaer. Nogle er rigtig gode indenfor underholdningsindustrien, andre måske indenfor medicinalindustrien, og andre igen kan have speciale indenfor bankverdenen. Det er vigtigt at man bruger tid på at lære den enkelte virksomhed eller branche at kende. Ellers bliver man jo bare produktsælger – og det er ikke fremtiden. Jeg tror virksomhederne kræver sparring indenfor vores område også. Det kan vi give dem hvis vi har lavet ordenlig research, og har veluddannede folk der kan tale med, om image og markedsføring. Ellers kunne virksomhederne jo lige så godt købe deres varer direkte fra fabrikken, eller i et almindeligt varehus.

IMAGE 2000
– Det kan godt være at produkterne indenfor reklameartikler traditionelt har haft lavstatus. Det mener jeg er en gammel skrøne. Der er masser af kvalitetsprodukter, og efterhånden også dygtige marketingfolk indenfor branchen. For at vise firmaer og forbrugere vores kapacitet på området, har vi valgt at afholde en image-udstilling i Forum i maj næste år.
– Den primære grund til at vi satser på en udstilling udelukkende om reklame- og firmagaver er, at vi får et stort udstillingsvindue for vores produkter. Dette skal selvfølgelig udmunde i et godt salg. Men selve imageeffekten vil jeg da ikke underkende. Et imageløft er altid godt.