Vi ved det godt – at der ude i cyberspace findes kreative folk ud i kunsten at snyde og bedrage. Og mange har efterhånden fået indbygget filtre til at sortere i strømmen af mærkelige mails og tilbud.
Men det er ikke altid lige let at gennemskue, og nu kan AdAge berette om et nyt scam, hvor det er falske jobtilbud til amerikanske bureaufolk, der florerer.
Svindlerne finder kandidater til job på jobsites, hvor man arbejder hjemmefra, og gennemfører så et interview via Google Hangouts.
Det interview fører så til et jobtilbud, hvor de udvalgte får at vide, at de vil få tilsendt en check, så de kan købe udstyr til deres hjemmekontor. Checken kan de sende til banken og samtidig kan de så købe udstyr hos specifikke forhandlere.
Problemet er så, at checken bliver afvist, hvorefter de står med udstyr for 20-40.000 kr. – og ikke noget job, for det viser sig, at bureauet overhovedet ikke var involveret i processen.
Misbrug ærgrer bureauer
At det kan lade sig gøre skyldes formentlig, at folk, der er jobsøgende, har paraderne lidt nede.
AdAge kan fortælle, at svindlen generelt rammer folk, der arbejder hjemmefra inden mange sektorer i kreative brancher.
Svindlerne har formentligt udarbejdet et egentligt koncept rettet mod bureaufolk.
Selvom bureauerne ikke har noget med det at gøre, og ikke kan gøre ret meget end at understrege, at de ikke ville ansætte folk på den måde, så bliver deres navne misbrugt til at snyde folk, og det ærgrer flere af dem.
– Vi med de mennesker, det går ud over – her troede de, at de fik et job med vores bureau, og vi ville gerne give dem et, men der er ikke noget job, siger VP Michelle Berg fra MKTG til AdAge.
Det er rekrutterings-sitet ZipRecruiter, der er blevet brugt, og her siger man, at man arbejder på at udvikle systemer til at spotte svindlerne.
Men man må også erkende, at man næppe er i stand til at forhindre den, og at det derfor er vigtigt, at de jobsøgende er gode til at spotte svindlen.