– Nå, hvad skal vi så lave i dag?
Hr. og fru Bonde Nielsen kigger på hinanden og videre ned i gulvet. Han vælger at svare for dem begge.
– Vi mangler det med timeren, men det tager nok mere end et minut at forklare. Men vi har jo sådan set været alle de andre features igennem, så måske skulle vi bare sige ordentlig farvel i dag. Det er jo sidste gang vi er på.
Vi er på Sadolinsgade nr. 152, en ganske almindelig vej i et ganske almindeligt parcelhuskvarter med stillevejsklodser og storskrald i en ganske almindelig dansk provinsby, nærmere bestemt Odense. Familien er også er en ganske almindelig af den slags med to børn og en lille hund.
Om knap tre timer skal der sendes et reklamespot fra familien Bonde Nielsens hjem og Kim og hans kone Helle er i gang med at blive briefet til dagens afsnit af hvad der kan betegnes som en meget anderledes reklamefilm. Briefingen er også anderledes, idet Marc Girelli, kreativ direktør hos Saatchi & Saatchi, ikke har et færdigt manuskript til dagens afsnit. Ideen og speaket sker i samarbejde med familien, som er hovedrolleindehaverne i en serie af direkte reklamefilm for en ny lysstyringssystem af fabrikatet Zensys. Dagens optagelser skal sendes live på TvDanmarks Fynblok.
Det er 14. gang, at Marc og bureauets producer Arnold Krøigaard er på besøg hos familien Bonde Nielsen. De fleste gange har man lavet filmene “live on tape“, men i aften – ligesom de sidste tre aftener – er det altså “live“ og derfor er der lidt nerver på.
Familien Bonde Nielsen har haft lysstyringssystemet installeret i en periode og kan derfor med en vis troværdighed forklare de mange muligheder, som ligger i at kunne fjernbetjene lyset i hjemmet.

EN ANDEN TYPE KUNDE
For Saatchi er arbejdet med såvel Zensys som familien Bonde Nielsen en stor udfordring.
Reklamen for lysstyringssystemet, går bl.a. ud på at forklare, at man kan fjernbetjene lyset overalt i huset med en fjernbetjening. Systemet er skabt af et dansk firma med tre partnere i spidsen. Reklamefilmene med familien Bonde Nielsen er første skidt i en markedsføringssatsning i Danmark, men Zensys har også store planer for resten af verden.
Årsagen til, at Zensys først gik ud på Fyn hænger sammen med et behov for at teste danskernes modenhed overfor det nye produkt.
Marc Girelli er meget begejstret for systemet, selvom han dog umiddelbart også havde en vis skepsis, da han første gang fik det præsenteret.
– Ingen kunne se fordelen af fjernbetjeningen til tv’et, da den kom frem, men nu kan man ikke undvære den. Og hvorfor er det kun fjernsynet, man skal kunne styre fra sofaen, siger han.

IKKE HR OG FRU DANMARK
Saatchi valgte en ganske almindelig familie som tester af produktet ud fra en intention om, at de bedre kunne forklare de åbenlyse fordele ved en fjernkontrol af lyset. Man valgte at lave mange forskellige indslag, fordi man samtidig ville fortælle om de mange muligheder, der ligger i systemet. Formålet med at lave “live“ eller “live on tape“ indslag var at det skulle gøre oplevelsen af reklamefilmen så nærværende som mulig.
þ Vi kunne sagtens have lavet en traditionel reklamefilm med et slogan, der sagde, at Zensys er helt fantastisk. Men ved at lade familien fortæller om deres erfaringer, får vi det til at virke ægte, siger han.
Aflønningsformen mellem bureau og kunde har været meget traditionel, men der har også været en gulerod indbygget i kontrakten i form af bonus, der udløses, hvis kampagen bliver en succes. Meningen er, at produktet, efter at man har testet responsen på kampagnen og vurderet salget, skal lanceres i resten af Danmark, måske allerede fra begyndelsen af næste år. Til den del af markedsføringen overvejer både bureau og kunde om man skal videreføre ideen med at lade en familie teste produktet. Marc Girelli mener dog, at der kan være problemer med at lave den slags reklamekampagner i hele landet.
þ Du kan finde en hr og fru Fyn, men ikke hr og fru Danmark. Det er de forskellige egne af vores lille land for forskellige til. Men måske kan man alligevel på en eller anden måde videreudvikle ideen med at lade nogle forskellige familier afprøve systemet, siger Marc, der vil vente at se på testen, før han og teamet tager den endelige beslutning.

MåSKE VANDT VI!
Familien Bonde Nielsen er blevet en kendt familie i Odense og omegn, men det er ikke en status som generer dem. Nærmere tværtimod. De blev udvalgt i en lang række af familier, der havde meldt tilbage på en annonce i Fyens Stiftstidende.
– Jeg skyndte mig at ringe til Kim for at spørge, om vi ikke skulle melde os. Det var han med på. Vi havde det lidt som om vi deltog i en konkurrence, hvor vi hele tiden håbede på at vinde, siger Helle, der understreger, at familien bestemt ikke har taget det at deltage i reklamefilmene som en belastning. Som honorar for anstrengelserne får familien Bonde Nielsen en ferie til San Francisco med alt betalt.
– Vi tænkte det meget grundigt igennem inden vi tog imod tilbuddet. Reklamebureauet var også herovre for at fortælle os, hvad vi skulle overveje. De gjorde meget ud af at fortælle os, at man fx kunne finde på at gøre grin med os. Men vi har ikke fortrudt, at vi har været med, for det har været rigtigt sjovt. Vi har også været i Fyens Stiftstidende to gange og en gang i det lokale dagblad. Ja, og TvDanmark var her også for at lave et indslag, så det er da meget godt gået, siger Helle.
Både Helle og Kim har forsøgt at stille op til quiz’er på tv, men uden held. De gik dog rent ind ved testfilmningen og ifølge Marc Girelli var det især på grund af deres ægte og umiddelbare måde at være på.
Den nye status som familien fra reklamen har ikke givet bagslag på nogen måde, og det regner familien Bonde Nielsen da heller ikke med, at den gør.
þ Selvom vi har inviteret folk ind i stuerne hver aften i de sidste mange uger har vi endnu ikke oplevet at blive genkendt på gaden. Det er kun vennerne som ringer og siger de har set os. Nogle af dem kan ikke helt forstå, at vi gider være med, men vi har taget det som en udfordring, siger Helle.

HVOR FANDEN ER SATELLITTEN?
Den sidste halve time inden spottet skal sendes, tager forberedelserne til. Kim og Helle har sammen med Marc fundet ud af hvad de skal snakke om. Man er blevet enige om, at dagens afsnit skal begynde med hele familien siddende i sofaen i stuen. Efter at have budt velkommen skal Kim ende med at følge seerene med ud i haven, hvor han vil tænde lyset, for derefter at sige farvel. Sønnen Nikolaj, som er lidt ked af, at det hele er slut, har fået lov til at sige den sidste sætning, “På Gensyn“.
Nede i kælderen har produceren og Marc taget plads og er klar til at lede slagets gang. En satellitvogn står klar uden for huset og skal sende live til TvDanmarks studie i København.
Der er et minut til spottet skal køre. Familien Bonde Nielsen er klar, men også en anelse nervøse ved tanken om, at noget skal gå galt.
Alle i kælderen kigger på skærmen, der viser hvad der sendes som direkte udsendelse på TvDanmark. Reklamer for lokale gardinbutikker og bilforhandlere passerer forbi i et væk.
– 20 sekunder til vi er på.
Producerens stemme har en bedøvende virkning, og en stilhed sænker sig over lokalet.
– Hvor fanden er forbindelsen til satellitten?
Produceren nærmest råber i sit headset, mens han langsomt tæller ned til nul.
Da han rammer det magiske tidspunkt starter han båndoptageren og en stemme går i gang med at snakke.
“Dette er ikke en almindelig reklamefilm, men et forsøg, hvor en familie tester et lysstyringsssystem“.
Fem sekunder efter er speaket færdig og produceren sender via sit headset bolden videre til familien Bonden Nielsen i stuen overpå.
Kim retter sig op i sofaen og begynder at tale. Der er noget galt. TvDanmark har lavet en fejl i måden de skal nedtage satellitsignalet og hen over skærmen indikerer en rød blok, at lyden mangler. Alligevel fuldfører Kim og resten af familien Bonde Nielsen reklamefilmen, som afsluttes med et speak, der pædagogisk forklarer hvor man kan købe produktet.
Det sidste reklamespot for lysstyringssystemet Zenzys er historie og roen kan sænke sig over Sadolingade nr. 152.
Men måske ikke så længe endnu, for de bedste af de 14 spots vil blive genudsendt på tv indtil slutningen af november, så folk i Odense slipper ikke helt for familien Bonde Nielsen og deres lysstyringssystem.